torsdag den 29. maj 2014

Godmorgen paradis...

Godmorgen Thailand, godmorgen paradis... 
Jeg har altid syntes at det er svært at vågne om morgenen, jeg er et B-menneske, og hvis jeg havde været et dyr, så havde jeg helt klart været et hamster. Døsig om morgenen, og om aftenen ville jeg kunne løbe i flere timer I mit hamsterløbehjul, med øjne så store som tekopper, og endda med overskud til at rykke rundt på min halmhytte efterfølgende... 
Nu er vi så på en ø, der fusker en, for man opdager slet ikke at man er stået op, det føles simpelthen som en drøm at være her.
Dette er paradis, og vi vader rundt i en drøm....

Vi stod spændte op om morgenen, for vi så helt vildt meget frem til at se øen...
Solen skinnende, og der var smil oppe til begge øre på os alle. Vi gik ned mod byen, vi ville nemlig leje cykler, så vi kune køre rundt og se hele paradiset. Vi havde hørt fra Google at man kunne leje cykler på øen, og planen var at Mikkel og jeg hver kunne have et barn bag på (Emil og Anton) Rumle skulle så sidde i bærerselen, og Victor kunne cykle selv. Vi kunne bare ikke finde de cykler Google havde snakket om? Hver gang vi spurgte nogen om vej, så viste de os hen til scooter udlejning! 
Det endte med vi hoppede på en pickup taxa nede ved havnen, der var en "taxamand" der (måske) kendte et cykeludlejningssted. 
Det var så fedt at sidde på ladet af den pickup og se øen, lad os bare sige, at det har været svært at få asfalt til øen, så det var med at holde fast over bump, og når den kørte over alle hullerne på muddervejen. Fra vejen kunne vi se de smukke strande, og ved synet af de smukke strande så skulle det cykelprojekt gå stærkt, for der skulle vi ned HURTIGT... 
Vi blev sat af ved verdens mindste cykleudlejning, den butik bestod af to cykler! Det kunne vi ikke bruge til meget, med alt det avkom vi har med os, så vi tjekkede lige om der var sket en misforståelse og gik rundt i de nærliggende scooterudlejningsbutikker. Men det VAR øens cykel udlejning, så det blev altså ikke til noget, vores cykelprojekt... Så var der jo ikke andet at gøre end at gå over vejen, og lige ned til paradis-stranden.
Wow.... Kridhvid strand, og det smukkeste klare vand. Vi blev så blændet i øjnene af solens genskær i det hvide sand, så vi næsten intet kunne se de første ti minutter. Jeg har aldrig før set så smuk en strand, og her stod vi med vores dejlige børn. Det var næsten ikke til at forstå, det var som at være tryllet ind I det smukkeste postkort. 
Vi kastede alt hvad vi havde i hænderne, før vi fløj ud i vandet...
Nu har vi rejst i Thailand i 3 måneder, og jeg kan stadig blive imponeret over at hav-vand kan være så varmt, og når det så samtidig er så smukt og klart, så bliver det en stor imponerings-cocktail af lykke.
Ja, hvad kan jeg sige? Jo... Det her verdens bedste legeplads (også for voksne) 
Der går sælgere rundt på stranden, og fordi at det hele er så gennemført så er de også smukke! 
Det her er en kæmpe kontrast til Pattaya som vi lige har været I, og de kontraster er med til at give et helhedsindtryk af landet på vores rejse. I Pattaya var vores tæer sorte af snavs, og her er de hvide af det fineste sand. 
Det er så unikke oplevelser, og de er fede på hver deres måde, vi vil hverken være foruden sorte eller hvide tæer. For hver gang vi sætter vores fødder et nyt sted, så får vi så mange oplevelser, som vi kun oplever hvis vi gå igennem alle kontrasterne. 
Vi gik op på en strand restaurant og spiste frokost, der er lidt dyrer her på øen end andre steder i Thailand. Men ikke på den her skønne restaurant, vi gav ca 13-15 kr pr ret. Ja, med de priser er det altså svært ikke at elske Thailand, og særligt man har så mange børn. Når vi spiser ude derhjemme så ryger der ihvertfald 1000 kr hver gang, og her piller vi lige med et smil, et nul af. 
Ja, som i nok kan se så var total dase hyggedag... 
Victor har længe ønsket sig at prøve paragliding, og vi syntes at det var det helt rigtige sted at opleve det, her i disse smukke omgivelser. Victor og Emil skulle en tur op, så vi hoppede på båden og ud på havet. Det virker ret scary at gå ombord med de mænd på båden. For de har dækket deres ansigter, og nogle havde også solbriller på, så man kunne slet ikke se deres ansigter og øjne... Men de var nu søde nok, og selvom de skjulte deres ansigter, så ville de slet ikke kidnappe os (pyhhh) 
Så blev Victor, den modige dreng sendt op, det var ret mærkeligt at min lille drenge som jeg næsten lige har født (for 10 år siden) hang helt deroppe i skyerne. 
Victor kom ned med det største smil, sådan et smil der signalere, at det ikke er sidste gang han har fløjet. Så blev det Emils tur, og pludselig følte jeg ikke at det var til min fordel at det var mig, og ikke Mikkel der var gået med på båden, for der skulle mere vægt på. Det vil sige en voksen, som jo så var mig! Jeg har mega højdeskræk, sidst jeg prøvede paragliding, var i min frygtløse alder som 19 årig på en "drik og scor" ferie på Kos. Der sad jeg og små pev, hulkede og ville bare ned igen! Jeg havde ondt i armene i tre dage, fordi jeg havde holdt så godt fast... Nu stod jeg så der på båden, og var ligesom tvunget til at komme med op, de gav mig heller ikke lang tid til at tænke, for de havde hægtet Emil fast. 
Så stod jeg der og blev hægtet fast sammen med Emil, og lige I det øjeblik de klikkede mig fast, besluttede jeg mig for at jeg ikke ville være bange. Hvis jeg er bange for livet, så er det svært at leve det, og jeg syntes, at for hver grænse jeg overskrider, så bliver jeg et stærkere menneske med mere mod på nye udfordringer. Jeg gider ikke være bange for noget, jeg vil opleve og leve... Vi kom op i luften, og nøj vi var højt oppe... Det var det mest fantastiske øjeblik længe, for Emil jublede, og sang og vi råbte i kor - Vi kan flyve... Vi så ud over verden, og var som fugle over havet. Godt jeg kan vinde over min bangebuks, for det her var fantastisk, fordi vi turde nyde det.
Vi sejler ind mod land efter den fantastiske tur, og når jeg ser mine glade drenges mod så bliver jeg lykkelig. For Gud hvor jeg håber at de lærer at leve livet, og tør opleve alt det uforglemmelige. 
På land sad en lille mand, han hedder Rumle og er 2 år, han var ikke særlig tilfreds med at han ikke måtte flyve! Han havde grædt alt den tid vi var ude på havet, og ikke engang en is havde gjort ham glad. Nu her et par dage efter, der brokker han sig faktisk stadig over, at han ikke måtte flyve... Hvor er det også uretfærdigt, at man ikke må alt det samme som sine brødre, når nu man så gerne vil og tror man kan! 
Der blev hygget med leg på stranden, vi har jo smart, nok taget fire legekammerater med. De bliver tættere og tættere for hver dag der går, og de løber og griner og leger så vi bliver helt varme inde I. 
De fik lov til at hjælpe en thaier med at fange krabber, de er altid så søde de thaier. De har så meget overskud, og man ser bare aldrig en trailer sidde surt og se passivt til. 
Ren paradis hygge 

Mikkel og jeg slapper rigtig meget af her på rejsen, nogen tænker måske at det må være hårdt at rejse med fire børn. Men det er det langt fra, for de leger så godt sammen, de er rigtig søde ved hinanden og de er alle sammen gode til at sidde stille og lege hvor de bare fordyber sig fuldstændig.
Verdens bedste udsigt fra en strandstol i paradis hvor vores fire skønne børn løber og leger på deres nye legeplads og min dejlige Mikkel nyder paradishyggen... 
Om aftenen gik vi en tur ud i " byen" som bare er en gade, en hyggelig gade. Det er en lille ø så man kan mærke de alle kender hinanden, griner sammen og smiler. Det er igen en kæmpe kontrast til storbyens travle gader, som vi lige er kommet fra. 
Vi spiste aftensmad i de skønne gadekøkkener, og nød øens rolige liv :)


Denne her rejse er det bedste vi nogensinde har gjort, og jeg håber denne blog kan give inspiration til at opleve verden (også selvom hænderne er fulde af børn :) 

Tak for at I læser med  





Blog af Tina Ørsted Rosendahl 

Koh Samet











tirsdag den 27. maj 2014

Koh Samet, det er det vi gør...



Det blev en helt anden mandag end vi havde REGNET med, vi er jo ikke de store planlæggere, og når vi planlægger noget, så laver vi det alligevel næsten altid om. 
Vi havde I de sidste par dage, undersøgt de forskellige muligheder for transport til Cambodia, der er nemlig en masse der har skrevet til mig på Instagram, at der er så fantastisk.  
Regnen piskede ned, det er ellers længe siden at vi har set regn. Vi rejser I Samui bugten, og de har ikke regntid som resten af Thailand.
I mens vi lægger planer for dagen, lyder der kæmpe brag over os, gigantiske lyn lyser himmelen op, og der lyder enorme smæld, når lynene slår ned lige foran os. Det var intet mindre end imponerende... 
Vi havde før talt om at besøge en ø der hedder Koh Samet, som vi har ladet os fortælle skulle være en ren paradis ø, med kridhvide strande og turkist vand. Den ø har nogen af de smukkeste strande på hele jorden, og når vi læser den slags om en ø vi er tæt på, så ville det jo være ærgerligt ikke at besøge den på vejen.
Vi følte også vi trængte til rolige omgivelser, efter at have været i storbyen i et stykke tid.
Vi tog så en hurtigt beslutning og ringede efter en taxa, det gav os halvanden time til at pakke I.
Så blev der ellers pakket, og inden vi så os om stod vi nede i foyeren og tjekkede ud, klar og parat til paradis. 
Der kom en taxa og hentede os, han kunne intet engelsk, så vi håbede på at han havde forstået hvor vi var på vej hen? Det regnede stadig helt vildt, og på vejbanerne lå der store søer af vand. Ham chaufføren, han syntes ikke at han skulle køre efter forholdene, så det var en lidt for spændene biltur. Det var en stor lettelse da vi efter en halvtimes køretur så opklaring forude, og vejbaner uden søer af vand. 
Med solen der så småt tittede frem, så nåede vi til havnen, hvor vi skulle finde ud af hvor, og hvilken færge vi skulle med? 
Vi træder ind I en lille "færgestation" der sidder en masse der gerne vil sælge os færgebilletter, og heldigvis havde de også en restaurant, for vi var ved at omkomme af sult efter turen.
Det var sådan en sjov kombination af hjemløse hunde, og familier med små børn der alle var samlet i deres billetbod eller deres restaurant. Jeg undres over hvordan, de små børn får dagen til at gå, når de går rundt hele dagen i forældrenes lille butik? 
Vi sad I ro og mag og spiste, da jeg pludselig aner noget der hopper hen over gulvet, det kommer lige imod mig. 
Vi alle sidder helt forstenet, da vi ser at det er ham edderkoppen her på billedet under, der havde kurs mod os, direkte mod mine fødder, og ikke mindst min taske!!!! Hvis jeg ikke havde set ham, så havde jeg kort tid efter helt intetanende taget den taske på!!! - Det er en klam tanke.... 
Jeg har det generelt, sådan okay med edderkopper, så længe at de ikke er så store, at jeg kan få øjnekontakt med dem... 
Man kan vælge mellem speedbåd, eller den langsomme færge. Jeg så pludselig gule fjer vokse ud på mine arme, jeg var i "kyllinghumør"! Pludselig syntes jeg at speedbåd lød så voldsomt, måske var det fordi vi lige havde kørt i regnen med " fast and the furius chaufføren" , eller at jeg havde haft øjnekontakt med en edderkop? Dont know? 
Jeg tænkte også på hvis uvejret var på vej hertil, så ville jeg føle mig mest tryg i en stor båd. 
Jeg syntes egentlig, at jeg er ret god til at lade lysten til oplevelser, vinde over den frygt man nu kan have for at give slip på kontrollen. Men nu var jeg altså i "kyllinghumør" så jeg spurgte hende damen der solgte billetter om der var bølger, uvejr eller andet skræksomt på turen.? - No no, Its good, Its good...
Hmm... hun forstod sikkert ikke hvad jeg spurgte om? 
Mikkel og drengene ville helst sejle speedbåd, så jeg måtte lige plukke de fjer af, og minde mig selv om at livet skal leves, og at de største øjeblikke er dem uden fjerdragt.  
Hver gang jeg skal gøre noget som jeg ikke helt tør, så tænker jeg altid på sætningen i Lucas Graham sangen - I'd rater live one day as a lion, than live a hundred years as a sheep - Eller jeg tænker den ikke, jeg små nynner den i mit hoved. Og når jeg har nynnet to linjer, så vender jeg mig om og siger - Skal vi komme ned til den speedbåd? 
Vi gik ned til kajen mod speedbåden, med alle vores mange børn iført deres redningsveste.

Med vind i håret sejlede vi afsted, og når vi er midt ude på havet, så føles det virkelig som om vi har hele verden foran os. Jeg kigger på lille Rumle der råber juhuuu ud over vandet, han står helt betaget ved synet af havet, og han griber ud efter bølgerne. Tænk sig at være to år, og opleve så meget spændene... Jeg håber og tror at selvom han er lille, så vil den her rejse være med til at gøre ham eventyrlysten, og frem for alt give ham mod til at følge sine drømme :) 
Alle de bølger der var i min fantasi inden afgang, de forblev fantasi. Det var fuldstændig fantastisk at sejle afsted med fuld fart, med udsyn over havet og bjergene i det fjerne.
Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive, hvor meget det betyder for os, at vores børn får alle disse oplevelser.
Hver gang jeg deres smilehuller, så tænker jeg på hvor heldige vi er, at vi får lov til at se dem smile så meget, og at vi smiler så meget sammen. 
Efter en skøn sejltur (der var alt for kort) bliver vi mødt af synet af den smukkeste lille ø. Vi bliver sejlet mod stranden, og der bliver vi sat af i vandet. Så skulle vi gå de sidste par meter, i det krystalklare smukke vand. Stranden ligger kridhvid foran os, og vi træder ned i det varme, og smukke vand med tasker og børn. 
Vi fik bakset det hele tørt på land, og så stod vi der og funderede over, i hvilken retning vi skulle gå?
Sveden piblede af os da vi fik taskerne på, det var heldigvis stadig overskyet så vi ikke også stod i direkte sol. 
Når nu man backpacker med så mange børn som vi gør, så kræver det at alle (minus Rumle) har en taske, og det kan der godt være visse udfordringer ved at slæbe, selv når man er 6 år. 
Anton syntes ihvertfald både at det var for varmt, og at tasken var for tung. Rumle orkede selv at bærer sin redningsvest ca ti skridt da han gav op, og sagde - ikke mig ha den... Og så gad han ikke slæbe mere på den...
Med Anton på benene igen, og rygsække på, drog vi afsted I varmen... Nu skulle vi finde et sted at bo, og i det hele taget finde ud af, hvor mon man finder det her på øen?
Vi gik op af den første vej vi så fra stranden, der mødte vi små boder, og der kom flere og flere små butikker, små hotel værelser og en masse bungalows. 
Så var det ellers bare med at gå fra sted til sted, finde ud af hvad vi kunne få, og forhandle priser... 
Den slags kræver tålmodighed, for vi vader rundt med alt bagage og det er virkelig varmt. 
Med et par stop med is og kolde drikke, fik vi energi til at gå rundt. 
Nogle steder var for små, andre for grimme, og nogle lå så smukt ud til vandet, at Rumle ville kunne dratte direkte I havet lige fra terrassen (uden gelænder) 
Drengene finder altid på noget hyggeligt at lave, når vi forhandler priser. Enten er der en kat eller fisk, sjove grene, eller bare en trappe man kan lege på...
Endelig, lige inden mørket faldt på, fandt vi den skønneste lille oase... Udefra kunne vi slet ikke se at der var bungalows, da indgangen ligger mellem små butikker. En dame stoppede os, og spurgte om vi manglede et værelse. Hun tog os med ind af indgangen, og der lå de skønneste nye bungalow, I midten er der en have med fisk, springvand, og rundt om er der de smukkeste blomster. 
Vi fik forhandlet os ned til 200 kr om dagen, der kræver ret gode forhandler evner. For de vil altid have en masse penge, fordi vi seks personer, men det får de altså ikke. Vi ender altid med at betale samme pris, som et par uden børn. 
Der er ikke vildt meget plads her, men hvad skal vi også bruge det til? For øen ser så fantastisk ud, at vi skal opleve hver en krog af den, vi skal nyde de kridhvide strande og lede efter de skatte der er begravet her. For det siges at dette er en gammel pirat ø, hvor piraterne sejlede hen, og gemte deres skatte.
Vi gik i seng med et smil på læben, efter vi havde gået en aftentur på øen, nydt den skønne afslappet stemning, og fået fantastisk mad I et lille gadekøkken... Det bliver helt sikkert fantastisk at bo her... 

Der er noget om snakken - At rejse er at leve




lørdag den 24. maj 2014

Mandeflirt, gratis piller og pool....

Ja, nu tænker du nok at vi er på afveje... Og det var vi faktisk også, vi var nemlig på vej ind og crashe et russisk hotel, eller nærmere en hel by. Det er tre luksus hoteller der har sin helt egen by, lige ved siden af vores compound. De har alt, og når man har alt, så må der også være en læge...
Grunden til at vi ville snige os ind på deres område, det er at Victor og jeg har fået ondt i ørerne. Så vi skulle bruge en læge til at fortælle os at vi havde ondt, og så måtte han også gerne give os noget til at få normale øre igen... Det er første gang at der er nogen af os der har problemer med ørene, de plejer at være ret pålidelige. Victor var dog engang et fiktivt " ørebarn". Det der skete var, at jeg havde købt en rigtig sød hue til ham, da han var baby. I ren begejstring over dens nutttethed, så fik han den på med det samme. Vi tog s-toget hjem, og der stopper en konduktør op, han spørger om det ikke er lige varmt nok med den hue på? Hmm... Jeg kunne jo godt have givet manden ret, og taget huen af Victor. Men jeg blev helt pinlig, og det fløj ud af mig, at han var et "ørebarn". Det skulle jeg aldrig have sagt, for konduktøren havde selv et ørebarn, og han havde heller ikke travlt. Vi talte så om "ørebørn" fra Nørreport til Valby! Jeg aner intet om dræn, eller ørets indhold generelt, så det blev en ret lang tog tur. Jeg klarede mig igennem togturen, på nogenlunde samme måde som jeg gjorde, da jeg trak kortet "anden mosebog" til religions eksamen. Jeg stjal lidt af hans ord, gentog lidt af det han sagde, gentog mig selv, og mirakuløst nok så gik der tyve minutter. Den hue blev så lagt væk en måneds tid. 
Nå tilbage til nutiden... Det var for varmt, og vi gad ikke tage hele vejen ind til byen for at finde en læge, det havde vi nemlig allerede gjort dagen inden. Af en eller anden mærkelig årsag gik vi så på et apoteket igår, istedet for at finde en læge? Der fik vi så øredråber, og i ren glæde over at have fået noget til ørene, så kørte vi bare hjem igen, og følte at vi havde klaret by-missionen i varmen, ganske fint uden en læge... 
Mit øre var så værre her til morgen, og det var ikke blevet koldere i Thailand, så vi orkede ikke ind til byen igen i den stegene hede. Så begyndte hjernen simpelthen at udtænke smarte planer, for vi er jo turister, og med swimmingpool garn og badetøj, så er der da ingen der kan se om vi er russere? Så vi kunne jo låne russernes læge... 
Børnene fik at vide at de ikke skulle se imponeret ud når vi listede ind, for vi skulle jo ligne nogen der havde været der mange gange før. Det var de faktisk nogenlunde gode til, det var nemlig svært ikke at blive imponeret. Wow, wow og wow total luksus, alt var smukt og stort og fascinerede.
Jeg, store kegle, havde ikke taget mit kamera med!!! Så nu må I bruge fantasien... Det ligner nærmest de store luksus cruise skibe men ser på tv. Spejlblanke gulve, orkester der står på høje søjler og spiller, glas elevatorer der kører op og ned, i den antikke og enorme Hall. kæmpe akvarier indbygget i væggene, og ja hvor var det dog irriterende at jeg ikke tog mit kamera med. 
Vi gik ind i en information, og fik et kort over hvor vi kunne finde den læge, der skulle fortælle os at vores øre gør ondt. 
Vi gik igennem store smukke swimmingpool områder, deres egne markedsgader, store gigantiske og smukke conference rum, restauranter med borde der var så smukt dækket op, det lignede at der skulle holdes bryllup i dem alle. Springvand og lysekroner, der ville få fyrværkeri over Disney land til at falme ved siden af. 
Vi fandt den rigtige bygning - Inn Wing. Vi kommer ind I en kæmpe hall, gulvet skinner, væggene giver genskin, lamper hænger smukt og synkront, og frem for os står der thai personale klædt i nypresset jakkesæt bag de hvidskinnene skranke. 
En ung mand spotter os hurtigt, og han kommer nærmest svævende imod os. Hans smil og hans gestikulationer, får os ikke til at tvivle på, at det er Mikkel han smiler til. 
Han har hvidt pudder i hovedet, og vi kan ane lidt læbestift. Uden at tage blikket væk fra Mikkel, tager han imod os, som var vi den længe ventet hertug familie. 
Mikkel måtte fortælle at vi altså ikke boede her, da han spurgte om vores værelses nummer - Its okay, all for you... Han guidede os hen til lægen, en ældre thaier der sad bag et skrivebord. Der blev han siddende, han lyttede sådan lidt uinteresseret (nok fordi han ikke kunne engelsk) og han syntes ikke han skulle kigge på vores øre, vores nye ven fortalte lægen på thai hvad problemet var, og så orkede han lige at finde nogen piller frem, og nikke til vores allerede indkøbte øredråber. 
Med en pose piller i hånden, gik vi ud af lokalet. Vi tænkte, at vi nok lige skulle kvittere vores besøg med nogle baht, men nej... Med et kærligt blik på Mikkel og et (Hmm) charmerende smil sagde han - No pay, all for you... Mikkel var helt rød i hovedet, og blev så paf, at han kom til at smile det dobbelte igen. Det gav så pote, for ikke alene havde han spist Mikkel med øjnene, siden vi kom ind, nu virkede det også til at han ikke var helt klar på at give slip. Han trak lige Mikkel til side, og gav Mikkel et VIP kort
 -If anywone ask, just tell them you live in room 7465. ( efterfulgt af et stort "jeg spiser dig" smil) 
Det var et adgangskort til hele det store pool område, vi så kunne benytte os af. 
Mikkel havde simpelthen scoret os gratis læge, piller og pool.... 
Vi gik der fra med et helt andet ansigtudtryk end da vi kom, Mikkel gik med et stort " jeg er i chok" smil og stadig røde forlegne kinder, og mine øjenbryn sad helt oppe i panden. For det er bare ikke hver dag at  jeg oplever, at  min mand blive ædt med øjnene, af en anden mand. 
Men det er egentligt okay at han tog en bid af ham, for mine øre har det meget bedre nu :) 


Lidt billeder fra lidt aften hygge, hvor jeg kløgtigt nok huskede mit kamera... 


Sikke et liv

Ja, sikke liv der er i disse gader, det er så spændene at opleve. Og nu når der alligevel er udgangsforbud (som om vi alligevel havde skulle ud på denne tid af natten) så kan jeg jo bruge tiden på at skrive om vores tur i gaderne. Der er noget virkelig fascinerende over at gå rundt i gaderne, foruden at jeg har selskab, af de fem bedste mandfolk i mit liv, så er selve gadebilledet fortryllende. 
Der er ikke pænt nogen steder i byen, skønheden skal findes i fascinationen over et byliv der har alt, og samtidig synliggører en historie om et land, hvor man er sin egen lykkes smed, og vejen dertil kan være hård, men smilene viser, at i hver en historie er der også lykke. 
Der sker noget over alt, og der er små detaljer jeg lige må studere, hvor end jeg kigger. Det er alt fra sjove dimser i boder, underlige boder, faldefærdlige boder, butikker og gadesælgere. 
Vi tog en bus derind, her i Pattaya er busserne pickup- busser. Man hopper bare ind, og lige meget hvor du skal hen i byen, så koster det 20 baht ( 2-3 kr) 

Byen er fyldt med frugtboder, der er mange frugter vi aldrig har set eller smagt før. Emil han har aldrig kunne lide frugt, men for første gang i hans 7 årlige liv, er han begyndt at spise frugt. Det smager så friskt og sødt, smagen kan slet ikke sammenlignes med den frugt vi køber i Danmark. Det er næsten som at spise slik når det rammer tungen (Mmm savner dansk slik) 
En tigger uden ben, han sidder på vejen. Gadesælgere går rundt med deres varer i kurve. 
Der er så meget at kigge på, så børnene går ind i pæle, og telefonbokse fordi de glemmer at kigge sig for, midt i alt det liv.
Jeg troede faktisk, at vi hurtigt ville blive skræmt væk af alt den prostitution der er i byen, men vi oplever det slet ikke her, gaderne er helt almindelige travle gader i dagtimerne. Så det er ikke det der skal afskrække en fra at tage til Pattaya. Vi har kun, på pattaya city strand, set en anelse som kan vidne om kærlighed der er til salg. I dagtimerne er Pattaya en helt almindelig by, og når natten falder på, og festen begynder i gaderne, så er vi hjemme med sovende børn. 
Det er derimod alle deres hjemløse hunde der skræmmer os, de er over alt, og de går i store grupper. Vi er så bange for dem. Heldigvis så er der ikke store grupper af hunde her i de travle gader, men kun enkelte hist og her. Men så snart man bevæger sig væk fra de travle butiksgader, så skal man være på vagt. 
Vi tør slet ikke gå i de små, og lidt øde gader af frygt for hundene.
Det er egentligt sjovt, for her er slanger og kæmpe varaner der hvor vi bor, men det er hundene vi er mest bange for.... Vi går store omveje for at undgå dem, og har som regl et par sten i lommen. 
Der var faktisk et mål for vores by-tur, ville skulle nemlig have ny iPad til Mikkel og jeg, og tablets til ungerne. Det var som forudset et kæmpe projekt, for de har et helt storcenter, der har 500 boder og butikker kun med elektronik. Rumle faldt i søvn derinde af kedsomhed, og vi andre stressede rundt fra bod til butik. Jeg skulle have en iPad air, det var ikke så besværligt, for den skulle købes i stor butik (a la Fona) Der er det fast pris, og samme pris som dk (desværre) Men dem drengene skulle have, de skulle være i en helt anden prisklasse, så vi gik rundt og så på tusinde forskellige, og forhandlede priser. 
I boderne har de kopier af iPhone 5 og iPad, men de giver kun 4-6 dages garanti på dem (det må sige noget om kvaliteten) dem turde vi ikke købe. Så har de også secondhand, men det turde vi heller ikke. For man aner jo ikke hvilken tilstand den er i? Så de endte med at få hver en tablet i et thailandsk mærke, den lever indtil videre op til alle krav. Det er android, og de kan lave matematik, dansk, engelsk og spille på dem. 
Det var et stort stress at finde de tablets, og der sker heldigvis det som jeg vil kalde et afstressede mirakel. For da vi er på vej ud i friheden fra storcenterhelvede, møder vi en biks der sælger DANSK blandselvSLIK (uden lakridser self.) vi blandede, vi smilede og vi glædes... Jeg elsker slik, og nu har det næsten kun været cola jeg har haft som eneste sukkerkilde i 3 måneder... Jeg er altså blevet træt af mentos, og deres slik det er som ris.. Det er okay i begrænsede mængder... Her sad vi, her stod vi, her gik vi med DANSK slik! Det var nærmest væk i samme fart som vi fik det, og jeg følte mig lidt som en på Robinson ekspiditionen, der endelig havde vundet en burger. Det blev kastet ind i munden, gumlet og væk var det... 
Med en taske fyldt med med materiel lykke, og maven fyldt med slik, gik vi videre ud I de varme gader..
Der var boder der solgte insekter klar til at blive spist, og havde jeg ikke haft maven fyldt med slik, så havde jeg da måske godt ville smage!!!

Lige meget hvor vi er, og hvor vi kigger hen, så møder vi store kontraster her i landet. På den ene side har du boder med frisk frugt stablet smukt op, og på din anden side ud mod vejen, ligger der skrald og lugter i varmen, i store og små bunker. Ens tæer bliver helt sorte af at gå i gaderne, og jeg har her foreviget Antons tæer, som er et typisk billede af hvordan vi ser ud, hver gang vi kommer hjem. 
Jeg bliver imponeret hver gang vi har gået i gaderne, over at det kan lade sige gøre, at få så beskidte tæer så hurtigt, helt uden mudder...
Vi gik ind og spiste burger til frokost, jeg var så heldig at mit kød vist var for gammelt... Pyt jeg havde jo fået slik... Rumle fandt en træskulptur hvor der var heste indgraveret, ja så kunne det ikke blive bedre. Jeg glemte helt at øffe over min dårlige burger, da jeg så hans glæde over at se på hestene. Der var også store butikker med elektroniske biler til børn, og de koster peanuts altså... Vildt ærgerligt den ikke kan være i en backpack, for så havde vi beriget drengene med sådan en. Vi overvejer at give Rumle en i fødselsdagsgave ( plus en lille hest selfølgelig) den holder nok alligevel kun indtil vi skal rejse videre, og han ville blive SÅ lykkelig.



Når man er forældre til drenge, så lærer man hurtigt ikke at være så sart. Når man er forældre til fire drenge, så opdager man at det er umuligt at være sart... Som i kan se på Antons fødder på billedet over, så er gaderne ikke de reneste, og alligevel så finder man sine to små drenge, kravle rundt på det beskidte fortov efter en kat... Jeg tror efterhånden, at børnene er blevet ret immune overfor bakterier her, for vi har opgivet at holde dem rene, og de fejler aldrig noget alligevel. Ja, nu har vi jo så sikkert fire drenge der kaster op i næste uge, som en slags ond nemesis for mit raskheds-praleri her på bloggen... 

Vi er helt vilde med det primitive liv, det er sku da hyggeligt, at sidde der på et fortov midt i de mørke og beskidte gader, og så få serveret verdens bedste suppe til aftensmad. 
Alle foruden Anton nød maden, for Antons katte kærlighed tog over! Han mente simpelthen at den kat der (i skræk for fire børn) gemte sig under køkkenboden, det var en hjemløs killing, der havde brug for hans kærlighed. Han græd over at den ikke kom ud, og han gjorde ellers sit for at få den lokket ud. Han sad og stor tuede foran den, alt imens han kæmpede for at kravle ind til den (det ved alle jo, lokker skræmte dyr ud) 
Kærlighed gør blind, og når man er træt efter en lang dag, så bliver ens syn også sløret. Det var slet ikke en killing, men en stor voksen kat (den så ikke engang nuttet ud) Men det syntes Anton altså, og der går nok nogle dage inden han har glemt den igen. 
Efter en dejlig og spændene dag i virkeligheden, så er det nu dejligt at få vasket tæer, og vågne op til synet af vores lille paradis. Det gemmer sig ti kilometer fra centrum, og byder på så meget skønhed at vi helt glemmer, at vi befinder os i en storby. 
Hvert skridt vi tager på denne rejse, byder på en unik oplevelse. Vi går lige ind i en drøm der bliver udlevet, og som sin egen lykkes smed, så har vi fundet den rigtige vej, og vi ville til hver en tid gå af alle livets omveje for at nå hertil. 







                              Verden som legeplads af Tina Ørsted Rosendahl 


Du kan følge bloggen om vores livs oplevelse og få alle de nye blogindlæg på facebook                        
                                            - verden som legeplads blog