Det var en mærkelig halv time, for først troede vi at vi skulle sove under åbenhimmel

Go'morgen Koh Samet 

Det er egentligt ikke så tit vi vågner op og siger til hinanden - hvad gør vi nu, når vi er hjemløse her om et par timer? Det var vi nemlig den dag, ja, ellers havde det jo også været noget mærkeligt noget at sige når man vågner! 

Det hele starter med at vi er på en lille bitte ø. Den lille bitte ø, den er ikke bare smuk, men den er også fyldt med kreativttænkende mennesker. For når nu man er beboer på en lille ø, hvordan tjener man så mange penge? Jo, de holder festival, der samler tusindvis af unge mennesker der både skal drikke, spise og have et sted at sove. Så hele øen samarbejder om den festival, og de alle tjener en masse penge. 

Vores problem var så, at alt var booket fra fredag! Men det ville vi ikke lade os slå ud af, så vi havde aftalt med det hotel vi boede på, at de ville holde vores tasker, og så ville vi sejle i kajak hen til en af de små øde strande og overnatte under åben himmel. Det ville jo være en oplevelse i sig selv. Så pakkede vi igen, med det mål at sejle afsted og sove under himlen blå. Pludselig står ejeren af det hotel vi bor på, så og siger at vi kan blive, for der er kommet et afbud. Hmm.... En slags spontan ændring vi ikke selv var herre over! Nej, det duede ikke... Så vi kiggede på hinanden og sagde - hvad med at gå ned til bådene og så smutte til regnskovs øen Koh Chang...? Pludselig havde vi glemt alt om åben himmel, og var på vej ned til bådene. 

Det var en mærkelig halv time, for først troede vi at vi skulle sove under åbenhimmel, så kunne vi blive på hotellet, og nu står vi der en halv time efter, og går ombord på en speedbåd med kurs mod fastlandet. Vi er ikke til at regne med... 

Bagage, børn og en slags plan - Tjek✔️ Så sad vi der endnu engang med vind i håret, og nød udsigten ud over havet, og så den smukke ø forsvinde. Det har været intet mindre end fantastik at være på Koh Samet, og det er en ø vi bliver nød til at besøge igen. Vi fandt nemlig en lille øde strand med små bambus bungalow, som vi skal prøve at bo på. Så, ou revoir Koh Samet...

Vi kom i land på fastlandet, og pludselig føles det som om der er langt til paradis. Kysten ved den lille bådeby er dækket af skrald, og igen er vi vidne til at sammenhold skaber ansvar. På øerne passer de på det de har, og hver mand tager ansvar. Her på fastlandet passer hver mand sit, og hvorfor skal jeg ikke smide mit skrald, når de andre gør? Måske skal man bare være på en øde ø, for at se konsekvensen af det skrald man selv smider. Lige så fascineret som jeg kan blive af alt det smukke vi ser, lige så fascineret kan jeg blive over at se alt det, vi lader falme i solen. Det giver mig en klump i halsen, at se alt det skrald der ligger og flyder, på steder der kunne være så smukke. Jeg har skrevet om det før, men måske er det et kapitel i bogen jeg aldrig bliver færdig med, for hvordan skal jeg skrive et sidste kapitel, når ingen tager ansvar? Thailand er kontrasternes land, smilets land og måske gemmer der sig også tårer bag alle disse smil? Vi kan klare hele verden, bare ikke hver for sig... 

Nu stod vi der på vej mod nye eventyr i kontrasternes land. Vi anede egentligt ikke helt hvordan vi skulle komme til Koh Chang? Nogen havde nok undersøgt inden... Men nu er der ret langt mellem at være spontan og praktisk, så der stod vi så. Men hvad er det også vi skal planlægge? For vi skal vel bare finde en taxa, og så ved han nok hvor han skal sætte os af, så vi kan komme på en båd til Koh Chang. 

Tålmodig sidder børnene og venter på at vi får forhandlet priser på taxa, og det er egentligt ret sjovt at forhandle priser når vi ikke aner hvor vi skal hen, og hvor længe vi skal køre? Vi spurgte så et par stykker om prisen til færgen til Koh Chang, når vi havde fundet deres laveste pris, så gik vi hen til nogle andre og lagde ud med den laveste pris. Bum så fik vi sku en billig tur... Det var så varmt at sveden løb af os, så det kræver tålmodighed af os alle at forhandle priser, man har bare mest af alt lyst til at løbe ind i den første bil man ser med aircondition. 

Børnene har allerede udviklet sig meget her på turen, se hvor sødt de sidder pænt og keder sig imens de koger i varmen uden at brokke sig. Jeg syntes synet af børn der keder sig uden at brokke sig er et smukt syn, det er nemlig sundt at få lov til at vente en gang imellem, endnu bedre når de evner det. De har lært at med alt det sjove der følger også det sure. Jeg tror at de har inset at hvert et skridt Mikkel og jeg tager i livet, det tager vi for deres skyld. De er blevet så gode til at lytte og forstå, for du kan ikke rejse rundt i en helt ny verden, uden både at være tålmodig og lytte til dem der passer på dig. Måske sidder de bare på en taske og venter pænt, men i det store billede så er det en stor udvikling for det kræver virkelig meget tålmodighed når det er så varmt, men de gør det fordi de har lært at intet går hurtigere hvis de brokker sig. 

Endelig landede vi i en miniwan med aircondition, der sad vi så i et par timer og guffede kiks og drak juice, imens vi nød at bilen gad bære os og taskerne (altså, rygsækkene) og vi fik kold luft. Det var byer langt væk fra det turistede Thailand vi kørte igennem, og det vi så var helt uden sammenligning med hvad vi tidligere har set af Thailand. Der er ikke nogle store veje her, så turen gik ud af alle mulige små veje. Vi aner ikke helt hvor langt vi kørte, men det tog et par timer. Ja, så vi har nok kørt 90 km. 

Vi blev sat af ved en færge, en stor færge til Koh Chang. Så fik vi ellers fundet billetter og traskede ombord med bagage og småfolk.

Det var ved at være sent da vi ankom til Koh Chang, og på land holdte der heldigvis en pickup taxa hvorfra der kom nogle unge backpackere, og de spurgte, om vi ville dele taxa med dem, for så kunne vi alle spare penge. Så vi hoppede med dem i pickuppen, og så gik turen ellers afsted igennem bjergene! Chaufføren sagde, inden vi kørte, at børnene ikke måtte sidde yderst, og nu forstod vi hvorfor! Mit tandsæt er synkront sammensat efter den tur, jeg bed tænderne sammen, så jeg nær aldrig troede, at de ville kunne skilles ad igen. Vi kørte på så stejle bjerge, op af bakker der næsten ikke kan kaldes bakker, det var mere en væg, og ned af bakker der også snoede sig i så stejle sving og med en hældning der gjorde at det var nærmere en rutsjebanetur end en biltur. Min eneste trøst var at han vel har kørt her før? Selv drengene begyndte at spørge ind til, om jeg nogensinde ville lade far køre her? Og om vi egentlig vidste, om det var hans første arbejdsdag som chauffør? Det var så ubeskriveligt smukt at køre igennem bjergene, så efter jeg havde brugt de første ti minutter på at sige mentalt farvel til livet, så nød jeg turen og fik taget nogle smukke billeder på nethinden. Drengene syntes også at slappe mere og mere af, da de begynde at lyde som fire tøser i den gamle rutsjebane i Tivoli. 

Da vi blev sat af, var det helt mørkt... Ikke bare mørkt som i, nu er det aften! Det var sort, for strømmen var gået på den del af øen hvor vi blev sat af. Han satte os af ved nogle "bungalows" på toppen af et bjerg, lang væk fra alt ting... Der var en lille bod hvor man kunne købe suppe og kylling, så var der lidt private små boliger, og bagved var der noget der skulle minde om bungalows. En meget sød thai dame kom ud, og tog imod os med lommelygte i hånden. Efter hun havde hvinet lidt i begejstring, over at vi har fire drenge, og Victor havde endnu engang nået at sige - yes, yes all boys... Inden hun nåede at spørge, så viste hun os ind til hytterne. De var uden at være sart virkelig nederen, der var gammel mad i køleskabet. Senge med huller i, gammelt mad på nogle tallerkner på terrassen og edderkopper der var så store, at de ville kunne passe Rumles bukser. Tak, men ellers tak du søde thaier... Nu var klokken rigtig mange og vi var stadig boligløse, vi satte os hen ved den lille bod og købte noget nederen kylling med ris (for ris får man jo som sagt aldrig nok af) det var en sød lille familie der ejede boden, de havde en lille pige på Rumles alder, og da han var færdig med at spise, så krammende og kyssede han hende. Ja, hvorfor rejse rundt og både være lyshåret og lækker uden at have en pige i hver havn! 

Vi fik stoppet en taxa, og så gik turen ellers over alle bjerge igen. Denne gang i mørke, men hva pokker nu var vi jo hærdet og sad helt afslappet. 

Han satte os af ved øens største by, og så stod vi der og tænkte, nu vil vi gerne af med rygsække og slå os ned. Vi traskede afsted, med rygsække og trætte ben. Endelig efter at have været inde en fem til ti steder da fandt vi det rigtige. Der var sådan en slags "hvem kan smile mest" konkurrence da vi endelig klaskede os ned i sengene, og bemærk sengENDE det er nemlig et kæmpe familyroom med to værelser og gulvplads. Den slags bliver man imponeret over, når man plejer at bo seks mennesker i en bungalow. Der skal ikke meget bolig til at imponere os når vi engang kommer hjem, og hvis drengene skal dele værelse, så bliver det ikke der skoen trykker, for tænk sig bare det at have sin helt egen seng!!! (Og et spisebord) 

Vi sov virkelig godt den nat, kun lige afbrudt af forundring over de dyr vi kunne høre gå på loftet over vores seng. Ja, velkommen til en ø hvor 70% på af øen er dækket af tropisk regnskov! der følger nemlig dyr med (gisp) 

Veludhvilet trissede vi ned og spiste brunch på en nærliggende restaurant næste morgen, og som i ser så har god mad og god søvn mange ansigter...

Nu skal vi bare nyde denne ø, og udforske så meget som muligt. Når vi så gør det, så elsker jeg at gå rundt og tage billeder, som en besat amatørfotograf, og der er det mit kamera spiller en væsentlig rolle. Det der er skete det er så at mit kamera pludselig sagde ingen ting, det gjorde heller ikke noget... Det var dødt!!! (Kvindegråd høres) I nærmest panisk tilstand (kun tilført panik af mig) finder vi en fotoforretning, og da de har konstateret at det er batteriet der er helt dødt, og jeg så gerne vil købe et nyt. Så kommer det eneste der kan få mig til at bide tænder endnu engang, det er sætningen - No, no we no have on thiiis Island.... Som i nok ser på billederne er det ikke samme kvalitet som de plejer at være, for nu er jeg, alt den tid vi er på koh chang nød (hulk) til at bruge min iPad som fotografiapperat (snøft) Og mig som elsker at tage billeder med mit elskede kamera... (Hyyyyylllll) 

Udstyret med min iPad, så må jeg så bare lede efter det helt rigtige lys, og se om jeg kan lære lidt af drengenes tålmodighed... Det kan jeg ikke! Jeg VIL HAVE MIT KAMERA... Nuuuu....

Vi bor ned til en dejlig strand, som så kreativt er opkaldt efter sandet - White sandbeach. Der er virkelig smukt, og det der giver øen noget helt unik er regnskoven. For selvom man sidder nede på den smukke strand, så mærker man at man er i jungle. Lydene og udsigten over de frodige bjerge, og de frodige strande fyldt med palmer og smukke store træer. 

Drengene leger, og syntes bare at trives hver gang vi rejser til et nyt sted. For hvert et sted vi kommer, det er der, hvor vi kan bruge verden som legeplads.

De er nu de børn, der leger, klatre i trær, bygger i sandet og bruger deres fantasi. De har næsten ikke noget legetøj, og de har aldrig leget bedre end nu. Vi nyder synet deres leg, et øjeblik er hurtigt væk, så vi nyder hvert eneste... 

Sammen kan vi det hele... De hjælper hinanden, de trøster, de leger og de ler... 

Det er fire brødre der bliver tættere end nogen sinde før

Endnu engang oplever og ser vi så meget nyt, og lur mig, om vi ikke engang har fundet et nyt stykke paradis. Der bare venter på at vi sætter vores fodspor på det højeste bjerg, og ved den smukkeste dal. 

Verden - verdens bedste legeplads... For tænk sig at være et sted hvor det er så hyggeligt at gynge, så børnene hopper af gyngen, før en selv... 

Det her er nemlig en rejse for både børn og voksne, men det bedste er at det er sammen. 

Vi kan nemlig det hele når vi gør det sammen

Af Tina Ørsted Rosendahl