Der er en grund til at etbarnspolitik bliver indført ved lov, og ikke kommer helt naturligt. For som forældre, har du ikke bare en masse skønne minder, du har fået diagnosen sellektivhukommelse.
Jeg, mor til fire børn, jeg har lige taget mig selv i at Google trodsalderen, for er der da nogensinde nogen af mine små englebasser, der har haft knas med glorien, og kastet sig ned på gulvet over ikke at få sin vilje? Nej, det vil så sige, at enten har de (tvivlsomt nok) igennem hele treårsalderen opført sig som et pragteksemplar, ellers ligger de minder, i en top secret skuffe i min hjerne sammen med veerne, der (Gud forbyde det) aldrig må blive åbnet. Sådan en skuffe, der hvis den blev åbnet, ville få forældre til at indse, før børnene blev teenagere, hvad de havde kastet sig ud i. Det må vi nemlig først indse, når de er omkring seksten år, og der er udsigt til snart at klippe navlestregen og lade dem flyve fra reden.
Nu står vi så her, som slået hjem i ludo, spejlblanke over hvorfor Rumle, det lille nuttede væsen pludselig kaster sig på gulvet, eller skriger, så selv Mariah Carey ville stå og se imponeret til, over Rumles høje toner, bare fordi han ikke får sin vilje. Vi har ingen erfaring at drage nytte af, for skuffen er lukket.
Men nogen fordele skal der jo være ved at avle som kaniner, så vi har en joker på hånden, som sellektiv hukommelse ikke kan snuppe. For når man har fire, ja eller tre, eller måske bare to (den med to har jeg også fortrængt) så virker skrig, eller at kaste sig på gulvet tricket ikke på os forældre.
Med fire børn, så har vi altid børn om benene. Så er det vi tænker og siger - Rumle, gider du at rejse dig og skrue ned for tonerne? Vi orker nemlig ikke at nurse om et problem der ikke er der, og derved fylde benzin på, til en skrigetur igen næste gang. Og det virker, for efter at han har ladet som om han er faldet, han lader sig selvfølgelig falde på en meget keglet og dramatisk måde, hvor han selv sørger for ikke at slå sig, så det går også dramatisk langsomt, imens han skriger over ikke at have fået sin vilje. Så ligger han så der, og ligger, han laver lige lidt ekstra krampetrækninger, bare lige for at få den opmærksomhed, han nu gerne vil have, men ingen kigger... Hmmm.. Så kan man se på Rumle, at han begynder at syntes at det er lidt kedelig, at at ligge der uden publikum, så han møver sig forlegent op igen. Man kan nærmest se på ham, at han syntes det er pinligt at planen ikke lykkedes. Men som vi alle ved giver en dårlig gereralprøve en god præmiere, så mon ikke han lige skruer op for endnu en tur igen imorgen? Men det fede er, om fjorten dage når Rumle har fundet ud af, at der ikke er demokrati, så har vi glemt hvert et skrig, og det ville ligge i den hemmelige skuffe lige indtil han gør nogenlunde det samme om tretten år. Så indtil videre, så gør vi som landet vi er i nu (Thailand) vi har overtaget hele styret, med lange udsigter til demokrati, det er forbudt at lave protester i store flokke, der er udgangsforbud efter sengetid, så undgår vi overtrætte demonstranter.
Af Tina Ørsted Rosendahl
Så gode pointer med den glemte skuffe! Og I tackler det bare helt perfekt med skrigeturene.
SvarSletTak :) Ja, vi må bruge alt vores erfaring os med en masse børn :)
Slet