Så sejler vi der med alle vores børn...

Det er simpelthen ren livsnydelse at være på Koh Samet, og endnu bedre så har vi taget det bedste i verden med, vores fire skønne børn. 

Jeg har før hen tænkt, at en af de ting jeg syntes, at jeg manglede at prøve i livet, nu når jeg blev mor relativt tidligt, (23 år) det var at rejse rundt i verden med rygsæk. Bare ubekymret opleve alt det skønne verden har at byde på, og se og opleve ting der er så spændene, at jeg kan blive jaloux på mig selv, over at jeg oplever det. 

Nu står vi så her midt i min drøm, vores drøm, 10 år senere og med fire børn. 

For hvorfor ikke rejse Asien rundt i halvandet år med fire børn? 

Hvorfor skulle den drøm ligge der og visne, eller først blive udlevet når vi går pukkelrygget rundt med slidgigt, vores børn er fløjet fra reden for længst, og vi får ikke sammen, oplevet den verden, der er så fyldt med skønhed, inspiration, glæde, oplevelser, spænding og uforglemmelige øjeblikke. 

Det vi giver dem nu, det er med dem for evigt. De små skridt de tager i denne store verden, vil forevigt give dem mod på livet, og åbne døre i deres verden, lige ind til alle oplevelserne. For jeg tror på, at de tør opleve, når de ser at alt er muligt. 

         

Der er ikke noget der hedder hverdag her, og hvorfor skulle der også være det? Vi savner ikke rutiner eller dage der kører i samme mønster. Vi nyder at give slip på alle de rutiner, og lærer børnene at livet er hvad du gør det til. Alle døre er åbne og hvis du ikke vil have et "8-16 liv" så kan du bare åbne nye døre, og gå den vej, de færreste går. Når jeg læser en bog om et menneske der inspirer mig, så er det altid et menneske der har turde gå egne veje. Et menneske der har rejst, og oplevet alt det de fleste kun ser på tv. En der har hørt alle lydene, duftet alle verdens dufte, set smukke og forunderlige kanter af den verden vi alle er en del af, og mødt mennesker på sin vej der har givet inspiration, og ændret det menneskesyn man drog afsted med. 

Nok vil jeg savne mine børn, hvis de en dag rejser ud i verden. Men jeg ønsker, og håber at de vil dele alt de oplever med os, og hver en samtale med dem, vil være som at læse den mest spændene bog, om netop dét inspirerende menneske, jeg fascineres af.  

Vores børn behøver ikke at være rige, men vi ønsker at give dem alle redskaber til at få et rigt liv, hvor kreativ tankegang og troen på at nå deres drømme får dem lige derhen, hvor de føler at de lever, og får hver dag til at være den bedste i deres liv. 

Vi tager dem i hånden nu og viser dem vej, og hvert et skridt vi tager, er et skridt i en fælles drøm om at nå mål, få oplevelser, og en tid sammen som famile som vil styrke os forevigt. For her på rejsen lever vi et liv sammen, og vi ser alle sider af vores børn, og hvert et smil får vi lov til at opleve. 

Vi er i paradis her på koh Samet, og alt vi ser her gør os mere nysgerrige. For hvad er der bag klipperne? Hvad er der på det sydligste punkt på øen? Vi kunne jo køre rundt.... Meeen vi fik en sjovere ide, for hvad med at sejle rundt om øen, i kajakker. Vi havde jo fået taget vores "kajakmødom" da vi sejlede på floden i Bangkok, så hvorfor ikke prøve at sejle på havet, rundt om den smukkeste ø med det smukkeste vi har. Bare sidde der ude på det blå hav og føle sig fri, og se ind på alt det smukke land, fra et sted hvor der kun er lyden fra bølgerne. 

Der er ikke lang fra ide til handling her, så vi skyndte os straks hjem med klapvogn og strandbagagen, og fik hentet drengens redningsvenste. Vi fandt hurtigt et godt sted at leje kajakker, og sim sa la bim så lå vores to kajakker der og smilede til os på stranden. 

Ideen viste sig at være så god, at det blev to dage i træk at vi drog til søs... Anden dag havde vi ikke tænkt at vi skulle leje kajakker igen, men lige som vi gik ned af stranden igen, så fik vi alle lyst til at være ude på havet, og besøge alle de smukke uberørte strande vi kan seje ind til. 

Endnu engang måtte vi (Mikkel) hjem og sætte klapvognen af og hente redningsveste... Børnen kunne godt få ventetiden til at gå, med to både som legetøj og en smuk udsigt. 

        
Når børnene skal vente på noget, så er denne her verden altid så spændende, at de ikke når at kede sig. De kan løbe rundt, de kan sidde helt betaget af det de ser, sidde i deres helt egen verden og bare beundre sandet der løber mellem deres fingre eller ned af bådens åre, eller lege vandhunde og gå på krabbe jagt. 

De der rastløse øjeblikke, de er svære at få plads til i en verden der så spændene. Det er et "frikvarter" der er værd at vente på, efter de har siddet hele morgenen og formiddagen og lavet skolearbejde. De plejer også at lave skolearbejde om eftermiddagen/aftenen men efter en dag til søs måtte vi strege skolen, da de var alt for trætte. Det var så (næsten) et plaster på såret efter at de fandt ud af at de ikke har skolesommerferie. 

Det bedste vi har taget med os af praktiske ting, det er helt klart børnenes redningsveste. Dem købte vi inden afgang på DBA og de har været uundværlige op til flere gange. Der er så meget vi har oplevet til søs, som vi aldrig havde gjort uden de veste. Der er kun redningsveste til voksne ved udlejning af både og på sejlture. Jeg er vild med tanken om at børnene har hovedet over vand hvis vi kæntrer, eller er på en båd der synker (gisp) 

Hver gang vi kaster os ud i noget nyt, så kommer tanken, hvis der skete noget forfærdeligt ude på havet, når vi sad der med små børn. Men så tænker jeg altid, tja vi kunne også leve et kedeligt liv, og så køre galt på vej til fakta, på en gråvejrsdag hvor regnen bare klasker mod bilruden, og vi ikke engang kan huske hvornår vi sidst grinte rigtigt sammen. Sådan en dag hvor rutinenen har taget så meget overhånd, at man bare køber medister fordi at inspirationen er vasket væk af regnen, og man finder ud af at fakta er fulde af løgn, når de siger det kun tager fem minutter! Det gør det jo aldrig, og i ren stress over alt det vasketøj der skal vaskes derhjemme kører man for stærkt.... 

Så vil jeg egentlig heller sidde ude på havet, og nyde den bedste dag jeg har oplevet, og se det smukkeste jeg har set, alt imens vi griner og synger.... 

Jeg har nemlig fundet ud af at det kræver meget mod at rejse, og jeg kan også godt blive bange... Men måske er det ikke det farligste at leve livet, måske er det farligere at glemme at leve livet, eller vente på imorgen. Vi lever livet nu, og det er vel det det hele handler om. 

Så med ungerne i sikre redningsveste, og med mor og far i svømmeveste, så er vi vist klar på et godt eventyr, selvom det er ude på havet... 

Vi sejlede afsted, og jeg kan slet ikke beskrive hvor smukt det var. Jeg kigger hen på den ene båd hvor Mikkel sidder med Rumle og Anton de griner, og børnene tager hænderne ud i vandet og ser fascineret mod land. I min båd sidder Emil og synger en kattesang, Victor griner og gør sit bedste for at ro i takt med mig. 

Vi sejler ind mod små uberørte strande, der er helt roligt kun et par enkelte bor der, i deres små primitive bambus bungalows. Vi sidder og nyder medbragt frokost, vi taler med endnu et spændene menneske vi møder på vores vej. Det var en dame fra Hawaii, hun er kok på et skib og sejler rundt i hele verden fem måneder om året. Sikke meget hun har oplevet, og sikke nogle spændene historier. Drengene leger og vi nyder synet af vores glade drenge der leger på klipperne, inden turen går ombord på kajakkerne igen. 

Anden dag vi sejlede havde vi taget dykkermaske med, nu lå vi ikke bare og flød rundt og nød synet af det fantastiske hav, nej nu kunne vi også kigge ned i havet. Det var så spændene at kigge ned I den verden, der var fisk i alle farver og størrelser, jeg så faktisk den store ballon fisk, som vi så død på pattaya strand (ja, det var jo så ikke helt den samme) der svømmer de rundt, blandt de smukkeste koraller, og der har de deres helt egen verden, som vi kunne kigge ned på. Jeg blev helt sagelig af at dykke rundt, og var helt opslugt af det jeg så. Da drengene dykkede, blev jeg så glad ved tanken om alt det deres øjne ser lige nu, for det her er, den blå planet jeg aller helst vil vise vores børn. 

Vi gik i land på flere strande, og hver gang vi satte vores fødder på land eller igen tog ud til vands så var det den ultimative frihedsfølelse, og bare en reminder på at verden er lige foran os, og jeg er så glad for vi åbnede øjnene og dørene, så vi går her og sejler afsted lige til solen går ned. 

Vi gik i land på en større strand, der var en masse små boder. I en af boderne var en thai familie, de havde den smukkeste lille datter. Så hvem kan fortænke Rumle i at syntes hun var ekstra sød, Rumle har nemlig en svaghed for thai piger. - Åhh se hun er så sød, åh så nuttet... Han giver dem kys, og han går hen og krammer dem. Hende her, hun fik også alt Rumles kærlighed. Ja man kan vel ikke gøre for at man går og små forelsker sig i disse smukke omgivelser, med så mange smukke små piger. 

Drengene legede med pigen, og nu havde vi sat vores fødder endnu et nyt sted... Vi nød bare udsigten og så på thaier der gjorde deres både klar, passede deres deres boder, og deres daglige pligter med en ro og en afslappet tilgang til livet, alt i mens de smiler til alle der passere dem. For her behøver det ikke kun tage fem minutter, her tager det bare den tid det tager.

Jeg putter hvert et smil i min lomme, hvert et syn ind, i en helt anden verden gemmer jeg for evigt. For endnu engang har vi oplevet noget nyt, noget spændene og noget fascinerende... Men det bedste er, at vi oplever det sammen...

                                                   Hilsen Tina Ørsted Rosendahl

(Der nu sidder på Koh Chang, en smuk ø hvor 70 % er dækket af tropisk regnskov, der er de smukkeste strande, vandfald, vilde dyr og helt unikke lyde....Og hvad laver vi så her? Ja, vi var spontane igen... Det er der mere om næste gang)