Godmorgen paradis...

Godmorgen Thailand, godmorgen paradis... 

Jeg har altid syntes at det er svært at vågne om morgenen, jeg er et B-menneske, og hvis jeg havde været et dyr, så havde jeg helt klart været et hamster. Døsig om morgenen, og om aftenen ville jeg kunne løbe i flere timer I mit hamsterløbehjul, med øjne så store som tekopper, og endda med overskud til at rykke rundt på min halmhytte efterfølgende... 

Nu er vi så på en ø, der fusker en, for man opdager slet ikke at man er stået op, det føles simpelthen som en drøm at være her.

Dette er paradis, og vi vader rundt i en drøm....

Vi stod spændte op om morgenen, for vi så helt vildt meget frem til at se øen...

Solen skinnende, og der var smil oppe til begge øre på os alle. Vi gik ned mod byen, vi ville nemlig leje cykler, så vi kune køre rundt og se hele paradiset. Vi havde hørt fra Google at man kunne leje cykler på øen, og planen var at Mikkel og jeg hver kunne have et barn bag på (Emil og Anton) Rumle skulle så sidde i bærerselen, og Victor kunne cykle selv. Vi kunne bare ikke finde de cykler Google havde snakket om? Hver gang vi spurgte nogen om vej, så viste de os hen til scooter udlejning! 

Det endte med vi hoppede på en pickup taxa nede ved havnen, der var en "taxamand" der (måske) kendte et cykeludlejningssted. 

Det var så fedt at sidde på ladet af den pickup og se øen, lad os bare sige, at det har været svært at få asfalt til øen, så det var med at holde fast over bump, og når den kørte over alle hullerne på muddervejen. Fra vejen kunne vi se de smukke strande, og ved synet af de smukke strande så skulle det cykelprojekt gå stærkt, for der skulle vi ned HURTIGT... 

Vi blev sat af ved verdens mindste cykleudlejning, den butik bestod af to cykler! Det kunne vi ikke bruge til meget, med alt det avkom vi har med os, så vi tjekkede lige om der var sket en misforståelse og gik rundt i de nærliggende scooterudlejningsbutikker. Men det VAR øens cykel udlejning, så det blev altså ikke til noget, vores cykelprojekt... Så var der jo ikke andet at gøre end at gå over vejen, og lige ned til paradis-stranden.

Wow.... Kridhvid strand, og det smukkeste klare vand. Vi blev så blændet i øjnene af solens genskær i det hvide sand, så vi næsten intet kunne se de første ti minutter. Jeg har aldrig før set så smuk en strand, og her stod vi med vores dejlige børn. Det var næsten ikke til at forstå, det var som at være tryllet ind I det smukkeste postkort. 

Vi kastede alt hvad vi havde i hænderne, før vi fløj ud i vandet...

Nu har vi rejst i Thailand i 3 måneder, og jeg kan stadig blive imponeret over at hav-vand kan være så varmt, og når det så samtidig er så smukt og klart, så bliver det en stor imponerings-cocktail af lykke.

Ja, hvad kan jeg sige? Jo... Det her verdens bedste legeplads (også for voksne) 

Der går sælgere rundt på stranden, og fordi at det hele er så gennemført så er de også smukke! 

Det her er en kæmpe kontrast til Pattaya som vi lige har været I, og de kontraster er med til at give et helhedsindtryk af landet på vores rejse. I Pattaya var vores tæer sorte af snavs, og her er de hvide af det fineste sand. 

Det er så unikke oplevelser, og de er fede på hver deres måde, vi vil hverken være foruden sorte eller hvide tæer. For hver gang vi sætter vores fødder et nyt sted, så får vi så mange oplevelser, som vi kun oplever hvis vi gå igennem alle kontrasterne. 

Vi gik op på en strand restaurant og spiste frokost, der er lidt dyrer her på øen end andre steder i Thailand. Men ikke på den her skønne restaurant, vi gav ca 13-15 kr pr ret. Ja, med de priser er det altså svært ikke at elske Thailand, og særligt man har så mange børn. Når vi spiser ude derhjemme så ryger der ihvertfald 1000 kr hver gang, og her piller vi lige med et smil, et nul af. 

Ja, som i nok kan se så var total dase hyggedag... 

Victor har længe ønsket sig at prøve paragliding, og vi syntes at det var det helt rigtige sted at opleve det, her i disse smukke omgivelser. Victor og Emil skulle en tur op, så vi hoppede på båden og ud på havet. Det virker ret scary at gå ombord med de mænd på båden. For de har dækket deres ansigter, og nogle havde også solbriller på, så man kunne slet ikke se deres ansigter og øjne... Men de var nu søde nok, og selvom de skjulte deres ansigter, så ville de slet ikke kidnappe os (pyhhh) 

Så blev Victor, den modige dreng sendt op, det var ret mærkeligt at min lille drenge som jeg næsten lige har født (for 10 år siden) hang helt deroppe i skyerne. 

Victor kom ned med det største smil, sådan et smil der signalere, at det ikke er sidste gang han har fløjet. Så blev det Emils tur, og pludselig følte jeg ikke at det var til min fordel at det var mig, og ikke Mikkel der var gået med på båden, for der skulle mere vægt på. Det vil sige en voksen, som jo så var mig! Jeg har mega højdeskræk, sidst jeg prøvede paragliding, var i min frygtløse alder som 19 årig på en "drik og scor" ferie på Kos. Der sad jeg og små pev, hulkede og ville bare ned igen! Jeg havde ondt i armene i tre dage, fordi jeg havde holdt så godt fast... Nu stod jeg så der på båden, og var ligesom tvunget til at komme med op, de gav mig heller ikke lang tid til at tænke, for de havde hægtet Emil fast. 

Så stod jeg der og blev hægtet fast sammen med Emil, og lige I det øjeblik de klikkede mig fast, besluttede jeg mig for at jeg ikke ville være bange. Hvis jeg er bange for livet, så er det svært at leve det, og jeg syntes, at for hver grænse jeg overskrider, så bliver jeg et stærkere menneske med mere mod på nye udfordringer. Jeg gider ikke være bange for noget, jeg vil opleve og leve... Vi kom op i luften, og nøj vi var højt oppe... Det var det mest fantastiske øjeblik længe, for Emil jublede, og sang og vi råbte i kor - Vi kan flyve... Vi så ud over verden, og var som fugle over havet. Godt jeg kan vinde over min bangebuks, for det her var fantastisk, fordi vi turde nyde det.

Vi sejler ind mod land efter den fantastiske tur, og når jeg ser mine glade drenges mod så bliver jeg lykkelig. For Gud hvor jeg håber at de lærer at leve livet, og tør opleve alt det uforglemmelige. 

På land sad en lille mand, han hedder Rumle og er 2 år, han var ikke særlig tilfreds med at han ikke måtte flyve! Han havde grædt alt den tid vi var ude på havet, og ikke engang en is havde gjort ham glad. Nu her et par dage efter, der brokker han sig faktisk stadig over, at han ikke måtte flyve... Hvor er det også uretfærdigt, at man ikke må alt det samme som sine brødre, når nu man så gerne vil og tror man kan! 

Der blev hygget med leg på stranden, vi har jo smart, nok taget fire legekammerater med. De bliver tættere og tættere for hver dag der går, og de løber og griner og leger så vi bliver helt varme inde I. 

De fik lov til at hjælpe en thaier med at fange krabber, de er altid så søde de thaier. De har så meget overskud, og man ser bare aldrig en trailer sidde surt og se passivt til. 

Ren paradis hygge 

Mikkel og jeg slapper rigtig meget af her på rejsen, nogen tænker måske at det må være hårdt at rejse med fire børn. Men det er det langt fra, for de leger så godt sammen, de er rigtig søde ved hinanden og de er alle sammen gode til at sidde stille og lege hvor de bare fordyber sig fuldstændig.

Verdens bedste udsigt fra en strandstol i paradis hvor vores fire skønne børn løber og leger på deres nye legeplads og min dejlige Mikkel nyder paradishyggen... 

Om aftenen gik vi en tur ud i " byen" som bare er en gade, en hyggelig gade. Det er en lille ø så man kan mærke de alle kender hinanden, griner sammen og smiler. Det er igen en kæmpe kontrast til storbyens travle gader, som vi lige er kommet fra. 

Vi spiste aftensmad i de skønne gadekøkkener, og nød øens rolige liv :)

Denne her rejse er det bedste vi nogensinde har gjort, og jeg håber denne blog kan give inspiration til at opleve verden (også selvom hænderne er fulde af børn :) 

Tak for at I læser med  

Blog af Tina Ørsted Rosendahl 

Koh Samet