Så blev det drenges store dag, den dag hvor vi skulle videregive ansvaret for at lande I vandland, til en egnet og mere stedkendt person. Dagen uden hypnose og moderlige salgstaler (henvisning til forrige blogindlæg) Vi stod nu klar i forhallen, og ventede (u)tålmodigt på taxaen... Formiddagen havde været en stor glæde, over at skulle i vandland, og det var som at bede børn om at lave lektier juleaften, da vi havde sat dem til at bruge formiddagen med deres lektier.
Det var allerede alt værd at opleve deres glæde, og endnu bedre, det var anden gang vi oplevede hvor glade børn kan være, når der er udsigt til vandrutsjebaner. Vi burde faktisk aflyse igen, så vi kunne opleve det tredje gang (evil parents - Muhaha) Nej, afsted skulle vi, og endelig kom taxamanden (20 min forsinket)
Vi (de to voksne) var ved at dehydrerer i varmen da vi kom ind, og havde akut brug for kold juice, og et øjeblik til at lægge en badeplan. Og lige midt i min juice, smeltede mit moderhjerte, for nogen gange så oplever jeg bare på nogle atypiske tidpunkter, at vi egentligt er ret gode til det der, med at opdrage børn. De var SÅ utålmodige, og vi kunne godt se, at de bare ville løbe hen og prøve rutsjebaner, men de satte sig pænt ned og drak juice, og de gik endda med til, at vi lige gik i babybassin med Rumle først, så han kunne blive kølet ned. I ren hjertenedsmeltning over endnu engang at opleve, at de skønne drenge er så gode til at sætte deres brødre før sig selv, og at de sad så tålmodigt og ventede, det gjorde at planen blev lavet om.
Nu skulle de få rutsjebaner til de fik ondt i maven af grin, uden at lægge vejen forbi babybassinet først.
Grunden til vi ikke bare delte os, er at vi er i et andet land, så børnene må ikke gå rundt selv. Så, en forældre med på toppen af rutsjebanen, og en der venter i vandet, på at de kommer ned. I Danmark havde de helt klart fået mere frie tøjler, men her er de ikke ude af syne.
Rumle og jeg holdt en slags vagt for enden af rutsjebanen, og det der sker er at Rumle ser, at de kommer ned med et smil hver gang. Det måtte jo så betyde, at han gik glip af noget sjovt..!
Rumle så ikke ud til at gøre sig nogen tanker om at der var langt ned fra de rutsjebaner, men hvorfor skulle han også bekymre sig om det, når hans livs læremestre griner og smiler.
Rumle og jeg tog så den store røde rutsjebane ca 800 gange, og han grinte og snakkede som et vandfald om hurtig bil, og noget med noget der var sejt (i en 2-årigs verden) hver gang vi rutsjede ned.
Anton, Emil og Victor tog teten som de frygtløse, og rutsjede ned at de virkelig lange og stejle rutsjebaner. Jeg blev helt dårlig af at kigge på dem rutsje ned så højt oppe fra, og måtte da også lige kigge på skruerne, og kunne heldigvis konstatere at der var slid og rust på. Det måtte jo betyde, at de har været der længe, og mon ikke de havde pillet dem ned for længst, hvis børn bare fløj ud af siden på rutsjebanen, og blev splattet ud!?!
Vi sad på et tidspunkt i en halv time, og bare kiggede måløse på deres vilde stunt på rutsjebanerne.
Det var ren afslapning da vi ramte børnebassinet, så kunne vi ellers sidde der, og nyde synet af vores fire skønheder lege. Der var meget få turister, så som de eneste lyshåret børn, så forsvandt de heldigvis ikke i mængden, af børn i vandet.
Drengene blev hurtigt enige om at det var den bedste dag i deres liv, sammen med alle de andre gode dage.
Først var det for børnenes skyld vi tog afsted, men det endte vist med at vi grinte, legede og hyggede os mindst lige så meget som dem.
Endnu en af de bedste dage, i en verden hvor hver dag er den bedste i vores liv.
