Kanin-køer, paradis have, templer, smuk natur og Pattaya by sunset.
På en og samme dag ser vi helt nye sider af Pattaya, af sti af sted, og nyder scooter friheden.
Det er formiddag og vi sætter os op på vores scootere, vi havde ingen ide om hvor vi skulle køre hen? Vi ville bare på opdagelse.
Vi kørte bare stille og roligt væk fra byens trafik og larm. Vi kørte ned af små landeveje, og der møder vi en helt anden side af Pattaya.
Vi er omgivet af skov, marker og små huse.
Vi stopper straks op da vi møder, ikke bare et, men flere fabeldyr!
Det er ægte - KoKaniner... Som i kan se har den iført sig en knoglede ko krop og derefter fået slaskede kaninøre. Lyden fra den lød som? Tænke, tænke, tænke... Intet andet dyr i verden, men bare som en vaske ægte kokanin.
Vi var ret opslugt af deres nuttethed, grimhed og deres finurlige look. Vi stoppede da også, og kiggede på dem lige indtil vi var ved at smelte i varmen, vi måtte have vind i håret og scoote afsted.
Vi kører videre afsted af de små veje, og lige pludselig har vi fundet et smuthul ud på den anden side af Pattaya. Det er nok en side mange turister ikke ser, men det er det der giver den uberørte ro. Af og til dukker der små butikker op imellem alt og ingen ting. Det er små primitive udgaver af Statoil, hvor du kan finde, alt det du lige står og mangler. Der er benzin på dunke (colaflasker) is, frisk frugt og dimsedutter. Statoil udgave i præsening, bambus og blik (loveable)
Vejene deler sig nogen gange, og vi drejer tilfældigt, og håber vi er på rette vej til ukendt spændene destination.
Og vi kørte vist den rette ukendte vej, for lige frem er der en kæmpe stor blank sø, foran er der kaninkøer, og rundt om ligger de største, og smukkeste templer vi har set.
Det virkede helt urealistisk, at vi kunne køre væk fra storbyen på så kort tid, og så møde det her syn. Wow det var flot, og så uventet.
Det var som en tur på landet i et eventyr, hvor huse var lavet af guld, slotte skinnede ned i søen og fabeldyrene (kaninkøer) gik og græssede.
Vi kørte hen til de store templer, som vi kunne se fra søen. Sørme om man ikke kunne få lov at gå ind i dem også, hvis man selfølgelig lige pungede ud først. Det ville vi ikke gå glip af, så vi tog lige den store pengepung frem, og måtte punge ud med den sum af 16 danske kr for os alle 6.
Til den pris, så havde det faktisk været ok hvis templet var tomt.
Men hverken templer eller haven var tom. Lige som vi kom gående så spotter Victor, at der i græsset ligger en lille fisk og spjetter! Ja, ret mærkeligt og det var en 10 meters tid væk fra vandet! Så hvordan den er havet der, det aner vi ikke? Der gik befri Willy i den, og vi fik samlet den lille (klamme) fisk op og sat til søs... Og den levede lykkeligt til sin dages ende...
Fisk på landjorden var ikke det eneste dyr vi mødte, for der gik hjemløse hunde rundt over alt i haven. Det gør der sådan set lige meget hvor du befinder dig i Pattaya. Selv på de små landeveje vi kørte ud af, mødte vi masser af vilde hunde der løb i flok. Nogle af flokkene havde endda verbale kampe, fra hver sin side af vejen. Ud af alle de dyr vi møder på vores vej her i Thailand, er det hundene vi har størst respekt overfor. Vi går en stor cirkel uden om dem, og gyser når de går lige bag os. Jeg kan egentlig godt lide at tage billeder af disse rabis befængte dyr, og det gør jeg altid sådan, at de ikke opdager det. Det vil sige at jeg aldrig vender mit ansigt mod dem, jeg tager altid bare kameraet fra siden, og skyder nogle billeder af, så satser jeg på at hr. hund er på billedet. Jeg tager også altid billederne på lang afsted, jeg zoomer ind efterfølgende.
Så skete der det, at jeg i et ubevogtet øjeblik, ja jeg glemte simpelthen at holde øje med selv. Jeg går mod en hund der sad og så så sød ud, og jeg tager face to face billede.! Why?
I ser på billedet under, hvordan hunden på få sekunder markant ændre ansigts udtryk. Jeg siger jer, jeg blev bange! Og her går vi konstant, og fortæller børnene, at de ikke må kigge hundene i øjnene. De skal gå helt stille når de er der, hvilket de er blev rigtig gode til. Selv Rumle har lært, at hunde ikke længere er kæledyr.
Så tager jeg billede direkte af hunden, men altså...! Den viste kun tænder ganske kort, men det var nok til at det løb mig koldt ned af ryggen. Og sådan en foto brøler laver jeg ikke igen...
Vi har ellers ikke haft dårlige oplevelser med hunde, men der er jo også fem andre i familien, der kan finde ud af ikke at kigge på dem. Al respekt vi har for dem, er på grund af deres vilde omstrejfene liv, mange ser voldsomt syge ud, og også fordi vi har læst, at rigtigt mange af dem har rabies.
Væk fra firbenede rabies pelsdyr gik vi ind i templerne. Det var simpelthen så flot, og drengene var helt opslugt af de store skulpturer og alt det guld (for det var jo næsten helt sikkert ægte guld)
Foran det ene tempel er der udstillet store smukke skulpture.
Der blev læst og der blev lært...
Det var faktisk ret spændene at læse om alle de forskellige skulpturer.
Det er jo skulpturer, som vi ofte støder ind i i små udgaver. Ca 50 procent af børnene syntes det var spændene, og lyttede godt efter. Rumle havde fundet hesteskulpture, og så er femhovedet drager og mænd med sværd jo ret ligegyldige. Der er jo ikke noget som at beundre et firbenet mirakel der siger - pruuuu.... Anton var også nogle gange på vej til andre gøremål midt i teksten, og jeg ved ikke helt, hvor meget han fik hørt, når han så stod stille?
Jeg tror egentligt, at han syntes det var kedeligt at lytte, når man istedet kunne bruge tiden med ægte sværdmændskulpturer, til at være i kamp med dem.
Det vil så sige at Victor og Emil lyttede intenst.
Oppe på taget med udsigt ud over bjerge og marker, var der heller ikke sparet på de smukke skulpturer. Det der egentligt var fedt ved dem, det var at de var lavet så levende. Jeg plejer faktisk godt at kunne få armene ned, i fascination over skulpturer. Jeg var da heller ikke ved at falde af min cykel af begejstring, når jeg hver dag cyklede ind på Politiken, og mødte adskillige mæssingskulpturer, på min vej i Københavns gader.
Men her var der en spændene histore bag dem alle, og de er nærmest i bevægelse.
Jeg følte mig faktisk lidt, som sådan en gammel historiker der står med brillerne helt nede på næsetippen, og studerede alt nøje. Alt i mens mit kamera, måtte hjælpe mig med at forevige det unikum af et øjeblik med disse skulpturer..
Endelig... Anton skulle ikke lytte, og fik historikeren, also known as Mor til at lave en fotofilm af hans (tabte) kamp mod fjenden.
På anden sal var der udstillet træskulpturer, Wow de var flotte... Jeg var nu færdig som historiker, og fuldstændig klar på at blive snedker.
Bare sidde under en palme og snitte smukke dyr ud af rødder.
Jeg blev så fascineret af dem at jeg måtte lave dem selv. Jeg havde en palme men ikke noget træ, evnen, eller den rette kniv. Så det blev til et tegneprojekt da jeg kom hjem.
Da vi er færdige med at lytte, og drømme os til nye erhverv, går vi hen til vores scooter. Men på vejen møder vi en biks der sælger... Ja, det undrede vi os over, for der var levende fisk, slanger og frøer! Det lignede ikke noget der skulle spises? Meeen vi har set meget, som vi ikke ville spise, som så går under navnet hovedret her.
Vi var nok blev upopulære, hvis vi lige havde slugt en frø, for det viste sig at man kunne købe dem (for ret mange penge) og så sætte dem ud i søen.
Nogen fisk gav held, nogen rigdom, nogen kunne du sætte ud og så undgå sygdom osv...
Jeg tager lige hatten af for hende sælgerens gode ide, for hvis du bare ikke rigtig kan fange de gode laks i havet, og mangler penge. Ja, hvad så med at klaske småkravl i bøtter, og så ellers få folk til at undgå alverdens tragedier ved at købe dem, og sætte dem ud i søen. Man skulle jo være et skarn, hvis man ikke blev lidt draget af denne thailandske form for livs lotto, og satte en fisk ud i søen.
Men vi sparede nogle baht, for hvad med den fisk vi fik reddet tidligere på dagen! Det må have været en af dem? En fattig mand har nok tabt den fordi han rystede af sult, og så fandt vi den, og skånede dens liv, og vil nu se regn af flydende guld, og skyer af diamanter (stakkels fattige mand) VI BLIVER RIGE....
Vi kører ret langsomt afsted når vi kører, vi kører jo trods alt med gods af guld på scooteren. Så det hedder en top fart på 30 km/t. Ja, der skal alligevel noget til at blive overhalet af den thailandske skildpadde trafik.
Vi snegler os tilbage mod byen, men ikke helt derhen for vi kørte ned af en lille vej. Den vej gemte på en charmerende lille fiskerby, med huse der kæmpede for at holde sig på pindene, og smukke smukke primitive omgivelser.
Vi fandt en hyggelig fiskerestaurent, hvor vi spiste aftensmad. Her får man jo virkelig frisk mad. Man kan lige frem hører krabbens sidste dødsskrig skærer ind i ens dårlige samvittighed, ude fra køkkenet fem minutter efter vi har bestilt alt godt fra havet (med chili)
Drengene fik hygget med at tjekke alle de dødsdømte fisk og krabber ud, der lå i deres celle (akvarium) og ventede på at blive måltid for de næste gæster. (Snøft) men de smagte godt...
Ja, hvor meget kan man egentligt nå på en dag? Ret meget når man er eventyrslystne og har scooter...
Efter maden kørte vi ind til Pattaya centrum, ved strandpromenaden og spiste kage, nød solnedgangen og fik reddet en gasballonsælgers dag, fordi vi har så mange børn, at han fik solgt 4 på en gang.
Og tænk sig her giver man 8 kr pr gasballon, gid det dog var de priser på sådan en simpel ting i Danmark også. Så kunne mange flere børn gå rundt i byens gader, og smile med en ballon i hånden.
De hjemløse hunde sover på stranden, og vi tøffede også hjem i seng efter endnu en dejlig dag ❤️
Af Tina Ørsted Rosendahl
Du Følge verden som legeplads blog på facebook, og få alle de nye blogindlæg direkte på facebook.
Instagram: verden_som_legeplads
