Vi er på gåtur i Pattayas gader, meningen var egentligt at vi skulle finde et stort vandland der ligger her (eller skulle ligge her?) Vi havde allieret os med vores kort på iPhonen, den har altid fulgt mig trofast, steder hen jeg aldrig ville have fundet, uden dens stedsans.
Den virker dog til at være forvirret over de nye omgivelser, den viste os nemlig ind på en lukket lille vej midt i byen som slet ikke ligner et vandland.
Der er flyttet myrer ind i min telefon, de kan selfølgelig også spille en rolle I det her? Måske sidder de inde i min telefon og skrald griner når de flytter på vejviser markøren? De har allerede haft deres morskab med at ødelægge vores computer på Koh Lanta. Ham it manden vi havde udset os til at lave den, han viste os hvordan der løb myrer bag skærmenen, og inde i harddisken. De små tissefætre tissede simpelthen vores computer istykker!!! Og nu er disse micromyrer også i min telefon. Til en tidligere julefrokost har jeg nemlig fået lavet et hul i, det hul bruger de nu som indgang... Det var ikke lige det jeg tænkte, da jeg dagen efter julefrokosten, ærgrede mig over min telefons tilstand - damm en myrer indgang i min telefon.!
Vi valgte så det triks fra gamle dage, når folk ikke kunne finde vej. Vi spurgte simpelthen andre mennesker om vej!!!
De forstod tilstrækkelig nok engelsk til at forstå vi eftersøgte vand - yeees okaaay, water this way to beach... ⤴️
Den tog vi så repeat en fem ti gange, indtil vi var trætte af at få forklaret, at stranden lå lige bag os.
Nu var det jo kun i ren kærlighed til vores drenge, at vi ville spendere en dag i vandland, og når viljen og vejen ikke helt er der, så er det bedre at rykke det til en anden dag. Så kunne vi jo være smarte at tage en taxa derhen, så kan vi eventuelt også nå at være der i tide (hmm smart)
Den besked skulle så lige leveres til drengene, som gik i varmen og så frem til vandland. Meeeen jeg er jo sælger, og de evner bruger jeg tit som moar. For jeg fik simpelthen lyn hurtigt solgt dem ideen, om at det var bedre at gøre det en anden dag. Jeg snakkede som et vandfald, de lyttede, og inden vi så os om, så syntes de også at det var en meget bedre ide at gøre det imorgen. Og for at være sikker på at de ikke fik tilbagefald, når jeg stoppede med at snakke, så brugte vi "iskortet" nu var focus kun på hvilken is de skulle have. Vi har faktisk meget sjældent sure børn, men vi nævner heller aldrig det sure ved at vi skal aflyse, eller rykke noget til en anden dag. Vi holder altid focus på det gode ved det, eller det vi nu kan gøre istedet for, og så føler børnene ikke de har mistet noget. Alt i alt så handler det jo kun om forældrens indstilling, lige meget hvilke skøre ting vi finder på, så har vi altid 4 glade unger med os der stortrives, fordi vi er glade og syntes at skøre ting er sjove.
De tilpasser sig over alt, fordi vi tilpasser os over alt, de stresser ikke, for vi tager alt afslappet og de opdager aldrig når noget går i kage, for så sælger vi dem en ny ide der var federe end den første (om ikke andet lyder federe)
Efter vi havde spist "hypnoseis" og børnene havde glemt alt om vandland, så hyggede vi rundt i de små butikker og gader.
Hvis vi havde kunne læse thai, så ville vi vide at dyrevelfærdsgade lå i den anden retning, vi var ihvertfald lang væk fra den gade. Der var dyr over alt i disse gader der levede under kummerlige forhold, nogle var til salg og andre stod bare mellem skidt og skrald. - Hyyyyyyyyyyyyyl...
Små katte er sat i bure og der desperate mijav og blik går lige ind under huden på en. Det er som om de bare skriger på at komme ud, og vi havde sådan lyst til at åbne burene. For nu virkede det hjemløse liv slet ikke så slemt, når det stod i kontrast til livet bag tremmer.
Hunde ligger tæt I varmen i de små bure, nogen ligner at de har givet op og deres blik er slet ikke til at fange. Andre prøver desperat på at se søde ud, i håb om at være den næste der bliver befiet. En del af dem har liggesår, og infektioner i øjnene.
Det vi ser er sandheden om os mennesker, hvordan vi endnu engang ikke tager vare om noget der kunne være smukt og tager ansvar for det og dem der er omkring os.
Pattaya er på mange måder et billede af hvad der sker hvis vi ikke tager ansvar, når vi bevidst spiser af æblet og lader paradis forsvinde.
Der er dem der lukker burene og så er der dem der lukker øjenene. Jeg håber virkelig vore børn lærer at de kan være med til at gøre en forskel, det endte det nemlig med at vi gjorde her på dyretristhedsvej,
Der var nemlig nogle bitte små skildpadder, og de lå og havde det på godt gammelt dansk jammerligt..! Så tog vores indre Greenpeace ellers lige fart, for vi blev hurtigt enige om at vi måtte handle. To af børnene små græd af glæde over at vi skulle befri to skildpadder fra en trist skæbne og være der nye værger, og krammede os på skift en ti tyve gange. En var igang med at lave plan for hvordan vi kunne opbevare sådanne to sløvpadder, og den sidste fattede minus men gumlede på sin sut og fulgte glad med.
Vi gik hen i en dimsedut butik, sådan en af de boder der har alt. Og de har virkelig alt, de havde også et transpotabelt skilddepaddebur (en bøtte) så købte vi sten i en dyreshop og bum nu var vi klar til at redde dyr.
Tja, det er svært at se ud i fremtiden, men jeg havde dig ikke regnet med at vi havde sådanne to med hjem da vi tog afsted om formiddagen.!
Nu svømmer de glade rundt, og nyder nok at de har plads til at svømme. De ligger op stenen og soler sig, og vi kom hjem med beskidte tæer og god samvittighed over at vi trods alt har gjort en lille forskel idag.
For hvem siger skildpadder ikke kan backpacke?
Anton var lidt deprimeret (Vræææl) over at han ikke måtte få en kat, for han elsker virkelig katte. Og det viser sig så at den ene kat også gerne ville bo hos Anton og at den havde kigget meget sødt på ham. Ja, alt det vidste vi jo ikke før Anton fortalte os om det..!
