Jeg håber vi kommer tilbage dertil igen, her på rejsen? Jeg syntes faktisk der er noget trist over at tage væk, hver gang vi forlader et sted. Sådan en lomme fyldt med gode oplevelser, har man jo slet ikke lyst til at kravle ud af. Heldigvis venter der et nyt eventyr, allerede når taskerne er pakket.
Vi blev hentet af en chauffør, der så skulle køre os til Pattaya. Han kunne intet engelsk, så vi anede ikke hvor længe vi skulle køre? Ham chaufføren var en snedig en, for når nu han alligevel skulle tjene penge, på at køre os, så så han sit snit, til at ordne et par private gøremål på vejen. Vi kørte ind og hentede en af hans venner, vi anede ikke hvorfor han skulle med? Indtil han trak, en stor levede krebs frem fra en kasse. Aha så havde det nok noget med de krebs at gøre...? Hans ven vendte sig hele tiden om, og talte thai til os, og han smilede over hele femmeren. Vi fattede minus af hvad han sagde, men det lod ikke til at påvirke ham, han snakkede glad videre med os.
Det var helt ærgeligt at vi ikke forstod ham, for det må alligevel have været noget godt, som han havde at sige, så meget som han smilede.
Vi stoppede så undervejs, og solgte krebs! Ja, why not, vi har jo ikke travlt...
Bilen var en gammel nedslidt ni personeres minibus, når vi satte fødderne ned, så brændte vi træerne på motoren, som var monteret under gulvet.
Der var ikke aircondition, så det blev en ret varm tur. Men vi er snart så vant til at svede, at det er helt uvirkeligt, når vi er helt velduftende og rene. Jeg kan dårligt nok kende mine egne tæer, men når vi har badet længe nok, så er de helt rene, pæne og slet ikke sorte i kanten! Men det holder kun ganske kort tid her, bum så har vi sorte tæer igen..
Der var ikke seler i bilen, så ungerne tog sig nogle friheder til at nyde udsigten fra bagruden. Det er faktisk sjovt, for når vi køre i åben bil, så påvirker det mig ikke så meget (længere) at der ikke er seler, men i en lukket almindelig bil, så vil min hjerne gerne forbinde det med seler, faktisk så meget at jeg ser alle slags ulykker for mig, og begynder at overveje kreative løsninger! Kunne man binde børnene fast, kan vi spænde vores backpack rygsække rundt om sædet, og montere et barn fast i hver?
Vi har også erfaret at bilstole ikke kun er gode til sikkerhed, det er simpelthen børnelim. Rumle han kravler rundt i bilerne, og syntes at han skal skifte plads hvert tredje minut. Det er skide sjovt (For Rumle)
Efter at have solgt krebs, og kogt i 4 timer i bilen var vi endelig i Pattaya.
Vi er virkelig kommet til storbyen, der er neonlys, skyskrabere, kæmpe reklameskilte over alt, milliarder af små boder og store indkøbscentrer.
Det her er første gang vi oplever det i Thailand. Vi er langt væk fra det natur skønne Thailand, men i storby med fart og liv.
Vi ankommer til vores nye hjem, det er en kæmpe stor flot skyskraber.
Jeg har aldrig prøvet at bo i skyskraber før, så det skal blive spændene at kigge ned og ikke op.
Drengene hopper ind i elevatoren, og er dybt imponeret over at der er så mange knapper, med så mange etager - det er jo ligesom en amerikansk film- udbryder Victor. De får prøvet at bo på mange forskellige måder, og under helt forskellige forhold. Vi går fra skrot til slot, og fra slot til skrot (fedt)
Jeg tror aldrig vi kommer til at bruge så mange penge på hus hver måned, som vi har gjort indtil nu i Danmark. For det er når døren åbnes, og vi går ud i livet, at de største øjeblikke finder sted. Og jeg vil hellere give vores børn verden, end deres eget værelse.
Vi har for første gang her på rejsen eget køkken, hvor vildt er det lige!!! Der er køkkenvask, skabe, microovn og der er også kogeplader. Ja, du sidder derude og er imponeret, det er vi også! Der er faktisk også spisebord, hvor der med god vilje er plads til os alle, ja det er store sager... På Koh Lanta der vaskede vi op ved en lille udendørs vandhane, og ja vi har fundet på mange kreative løsninger, så vi kunne få frikadeller og havregrød.
Vi har allerede indviet køkkenet med, ja selfølgelig frikadeller, der blev nydt til synet af den smukke solnedgang på altanen, og Rumle har fundet sig alletiders sted at dase, inden han skal på nye eventyr.
Drengene løb ud på badeværelset - der er spa, der er en kæmpe spa, kom og se... Det er så et helt almindeligt badekar, uden noget ekstra tingeltangel.
Men det fede er, at jeg elsker når børn bliver imponeret, når de ikke bare har tårnhøje forventninger til livet, og alt det materlistiske vi fylder ind i vores hjem.
Vores verden med designermøbler, og rum fyldt med legetøj er pakket ned, og nu lever vi med 3 backpack rygsække, og mere behøver vi egentligt ikke. Drengenes fantasi vokser for hver dag der går, de leger restaurent med et vendespil (det er bøffer og penge) de bygger huler af tæpper, de leger i bevægelse, meget mere end de nogensinde har gjort før, de tegner, de bygger byer af sand, og boltre sig i vand. Så langt fra tv, PlayStation, og et værelse fyldt med legetøj.
Nu sidder vi så her, og er helt højt oppe både fysisk og psykisk i vores nye hjem i det tårn høje hus.
Jeg glæder mig til at vi udforsker Pattaya, før i tiden har jeg altid grint lidt inde i mig selv, hvis der var en der sagde, at han altid rejste til Pattaya, så tænkte jeg straks mit (der er nok en der skal købe 5+1 -fnis)
Men nu har vi ladet os fortælle, at det så skulle være meget mere end damer og ping pong looky looky. Og at byen rummer en masse liv, aktiviter for børn, steder der skal ses (når nu vi er her) strande, gader fyldt med boder, og en storbys side af Thailand som vi ser frem til at udforske i alle ender og kanter, lige fra de store veje, til de små gader som næsten ingen finder.
