Grunden til at vi ville snige os ind på deres område, det er at Victor og jeg har fået ondt i ørerne. Så vi skulle bruge en læge til at fortælle os at vi havde ondt, og så måtte han også gerne give os noget til at få normale øre igen... Det er første gang at der er nogen af os der har problemer med ørene, de plejer at være ret pålidelige. Victor var dog engang et fiktivt " ørebarn". Det der skete var, at jeg havde købt en rigtig sød hue til ham, da han var baby. I ren begejstring over dens nutttethed, så fik han den på med det samme. Vi tog s-toget hjem, og der stopper en konduktør op, han spørger om det ikke er lige varmt nok med den hue på? Hmm... Jeg kunne jo godt have givet manden ret, og taget huen af Victor. Men jeg blev helt pinlig, og det fløj ud af mig, at han var et "ørebarn". Det skulle jeg aldrig have sagt, for konduktøren havde selv et ørebarn, og han havde heller ikke travlt. Vi talte så om "ørebørn" fra Nørreport til Valby! Jeg aner intet om dræn, eller ørets indhold generelt, så det blev en ret lang tog tur. Jeg klarede mig igennem togturen, på nogenlunde samme måde som jeg gjorde, da jeg trak kortet "anden mosebog" til religions eksamen. Jeg stjal lidt af hans ord, gentog lidt af det han sagde, gentog mig selv, og mirakuløst nok så gik der tyve minutter. Den hue blev så lagt væk en måneds tid.
Nå tilbage til nutiden... Det var for varmt, og vi gad ikke tage hele vejen ind til byen for at finde en læge, det havde vi nemlig allerede gjort dagen inden. Af en eller anden mærkelig årsag gik vi så på et apoteket igår, istedet for at finde en læge? Der fik vi så øredråber, og i ren glæde over at have fået noget til ørene, så kørte vi bare hjem igen, og følte at vi havde klaret by-missionen i varmen, ganske fint uden en læge...
Mit øre var så værre her til morgen, og det var ikke blevet koldere i Thailand, så vi orkede ikke ind til byen igen i den stegene hede. Så begyndte hjernen simpelthen at udtænke smarte planer, for vi er jo turister, og med swimmingpool garn og badetøj, så er der da ingen der kan se om vi er russere? Så vi kunne jo låne russernes læge...
Børnene fik at vide at de ikke skulle se imponeret ud når vi listede ind, for vi skulle jo ligne nogen der havde været der mange gange før. Det var de faktisk nogenlunde gode til, det var nemlig svært ikke at blive imponeret. Wow, wow og wow total luksus, alt var smukt og stort og fascinerede.
Jeg, store kegle, havde ikke taget mit kamera med!!! Så nu må I bruge fantasien... Det ligner nærmest de store luksus cruise skibe men ser på tv. Spejlblanke gulve, orkester der står på høje søjler og spiller, glas elevatorer der kører op og ned, i den antikke og enorme Hall. kæmpe akvarier indbygget i væggene, og ja hvor var det dog irriterende at jeg ikke tog mit kamera med.
Vi gik ind i en information, og fik et kort over hvor vi kunne finde den læge, der skulle fortælle os at vores øre gør ondt.
Vi gik igennem store smukke swimmingpool områder, deres egne markedsgader, store gigantiske og smukke conference rum, restauranter med borde der var så smukt dækket op, det lignede at der skulle holdes bryllup i dem alle. Springvand og lysekroner, der ville få fyrværkeri over Disney land til at falme ved siden af.
Vi fandt den rigtige bygning - Inn Wing. Vi kommer ind I en kæmpe hall, gulvet skinner, væggene giver genskin, lamper hænger smukt og synkront, og frem for os står der thai personale klædt i nypresset jakkesæt bag de hvidskinnene skranke.
En ung mand spotter os hurtigt, og han kommer nærmest svævende imod os. Hans smil og hans gestikulationer, får os ikke til at tvivle på, at det er Mikkel han smiler til.
Han har hvidt pudder i hovedet, og vi kan ane lidt læbestift. Uden at tage blikket væk fra Mikkel, tager han imod os, som var vi den længe ventet hertug familie.
Mikkel måtte fortælle at vi altså ikke boede her, da han spurgte om vores værelses nummer - Its okay, all for you... Han guidede os hen til lægen, en ældre thaier der sad bag et skrivebord. Der blev han siddende, han lyttede sådan lidt uinteresseret (nok fordi han ikke kunne engelsk) og han syntes ikke han skulle kigge på vores øre, vores nye ven fortalte lægen på thai hvad problemet var, og så orkede han lige at finde nogen piller frem, og nikke til vores allerede indkøbte øredråber.
Med en pose piller i hånden, gik vi ud af lokalet. Vi tænkte, at vi nok lige skulle kvittere vores besøg med nogle baht, men nej... Med et kærligt blik på Mikkel og et (Hmm) charmerende smil sagde han - No pay, all for you... Mikkel var helt rød i hovedet, og blev så paf, at han kom til at smile det dobbelte igen. Det gav så pote, for ikke alene havde han spist Mikkel med øjnene, siden vi kom ind, nu virkede det også til at han ikke var helt klar på at give slip. Han trak lige Mikkel til side, og gav Mikkel et VIP kort
-If anywone ask, just tell them you live in room 7465. ( efterfulgt af et stort "jeg spiser dig" smil)
Det var et adgangskort til hele det store pool område, vi så kunne benytte os af.
Mikkel havde simpelthen scoret os gratis læge, piller og pool....
Vi gik der fra med et helt andet ansigtudtryk end da vi kom, Mikkel gik med et stort " jeg er i chok" smil og stadig røde forlegne kinder, og mine øjenbryn sad helt oppe i panden. For det er bare ikke hver dag at jeg oplever, at min mand blive ædt med øjnene, af en anden mand.
Men det er egentligt okay at han tog en bid af ham, for mine øre har det meget bedre nu :)
Lidt billeder fra lidt aften hygge, hvor jeg kløgtigt nok huskede mit kamera...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar