Vi har nu været i Pattaya i 5 dage, vi har taget bussen til centrum de første dage, og travet op og ned af en masse spændene og anderledes gader.
Men Pattaya er simpelthen for stor til vores ben, så vi måtte tænke ud af boksen. Hvordan kan vi komme rundt og se, og opleve hele byen, og også det der ligger lidt væk fra byen, og det der ligger helt øde?
På egne ben er byen for stor, og hvis vi tager taxa, så skal vi vide og kunne forklare, hvor vi vil hen? Og det fedeste er nu engang, når vi ikke ved hvilken vej vi skal tage, og bare drager afsted og opdager spændene steder.
Vi har før talt om at leje scooter hernede, da det giver en enorm stor frihed, og en scooter kan komme bedre rundt end en Tuk Tuk ( I husker nok vores problemer med bakkerne.)
Jeg har aldrig kørt på scooter før, (eller i Thailandsk trafik) så er det måske ikke lige Pattaya som er det bedste sted at lære det, da der er virkelig meget trafik og dobbeltsporet vejbaner de fleste steder! Men på den anden side, så kunne jeg også lige smide min indre kylling, og så hoppe ud i det, for hvis jeg kan cykle kan jeg da også køre scooter!
Jeg gik lige og varmede lidt op, og funderede over det et døgns tid.
Efter vi anden gang havde hoppet på bussen, og var landet i centrum, så gik jeg der og måtte erkende, at vores ben stadigvæk ikke er store nok til denne by.
Jeg var simpelthen for nysgerrig, og for eventyrlysten til at gå glip af chancen for at vi selv kunne køre rundt, og udforske byen.
Så vi holdt lige familiemøde over lidt frisk frugt og en is ved en gadebod.
Der var stemning for scooter friheden, faktisk så stor stemning at vi brugte halvdelen af tiden, på at tale om hvorfor vi ikke havde lejet sådan nogle, de andre steder vi har været?
Vi skulle ikke gå langt, før vi fandt en der udlejede scootere. Så efter kort tid var vi scooter ejere (for en måned)
Mikkel kørte begge scootere hen på et gadehjørne, hvor der var en lille byggeplads, væk fra al trafikken.
Så ventede jeg der med børnene, klar (næsten) til min første scootertur i cirkel på byggepladsen.
Da jeg var træt af at køre i cirkel (til god underholdning for byggepladsens thai'er) og syntes det gik godt nok med at styre maskinen, så fyldte vi ellers to børn på hver scooter og drog afsted (med svedige håndflader)
Med pulsen oppe, og smil på læben kørte vi afsted, for nok var jeg nervøs over første tur, men WOW hvor var det fedt at køre selv.
De lange køer af biler, der er inde i gaderne kunne vi sno os uden om, og vi kørte rundt, op og ned af alverdens veje i den travle by.
Jeg havde ikke kørt mange minutter før jeg tænkte, sådan nogle scootere skal vi have hele tiden, lige meget hvor vi er på denne rejse. For sikke en frihed, og en fed følelse at suse afsted på to hjul, og børn foran og bagpå.
Vi måtte ud og købe noget vi kan bærer Rumle i, for vi kan ikke have klapvogn med på scooter. Vi kørte rundt og ledte efter sådan en backpack rygsæk man sætter børn i, men den slags har de (måske) ikke her? Vi kunne ihvertfald ikke finde nogen, så det blev en helt almindelig bæresele, som man vist normalt ikke sidder i når man er 2 år.
Men nu er der jo ikke noget der er normalt her, så det gør Rumle, og godt han er en lille nips, for han sidder så fint i den.
Vi havde faktisk forsøgt os med en hjemmelavet udgave af børne-backpack, og sat ham i en af vores almindelige backpack rygsække oven på Bodil (bamsen fra lilleper) der sad han faktisk godt, og ideen havde været god, hvis ikke det var fordi at der er så stegene varmt her, han sad alt for varmt dernede, så det måtte vi droppe!
Nu har vi nydt vores scootere et par dage, og det er super fedt. Vi kan parkere hvor som helst, og så trave afsted og udforske byen.
Vi går igennem Pattaya, der er biler, scootere og mennesker over alt. De kommer fra alle sider, og trafikken her er enorm.
Der er gadekøkkener på hvert et hjørne, der sender dufte af alle Thailands retter ud i bylivet, og det er som regl virkelig lækkert mad de står der og kreere, selvom det kan se skræmmende uhygiejnisk ud. Vi endnu ikke prøvet at få dårlig mave fra et gadekøkken, og vi har spist i mange nu. Idag spiste vi gnaveben fra en af boderne, og aldrig har vi smagt gnaveben der smagte så fantastisk før.
Der er boder og butikker over alt,
nogen har en hel bod bare med tusinder forskellige sæber, der er dvd kopier, kopier af iphones, mad der er levende og tydeligvis lige har været det, og ja der er ikke det man ikke finder her.
El ledninger hænger i et stort virvar og venter kun på en kortslutning, der ligger skrald på fortovene i poser (og uden for poser) og venter på at hentet (i nogle dage)
Lige meget hvor du kigger hen er der hjemløse hunde, deres pels er pjusket, og de fleste har sår. De har et vildt blik i øjene, og ligner nogen der aldrig er blev nusset bag øret.
Der ligger også døde hunde rundt omkring, et syn man helst vil være foruden. De lægger de døde hunde ved alt det andet skrald på fortovene, og så ligger de der i nogle dage, og svulmer op i varmen (og eksplodere på grund af varmen) det giver en kvalmende stank når man går forbi.
De andre steder vi har været i Thailand, der har der også været en del hjemløse hunde, men slet ikke så mange som her. De hjemløse hunde vi har mødt før, de har lignet nogen der havde en aftale med den nærmeste restaurant, om at skaffe dem af med madrester. De så egentligt søde ud, med okay pæn "hjemløspels" og et lykkeligt glimt i øjet.
Det er spændene at gå her, og opleve det skræmmende og det skønne ved byen. For hele det samsurium af et liv, og en livsstil vi slet ikke kender til, det giver en unik stemning.
De udnytter alt plads her i den store by, så du finder ikke en lille plads mellem to bygninger hvor der ikke er lavet en lille butik. Selv på fortovene har de lavet deres små primitive boder, og har medbragt deres symaskine, kopi ure eller hvad der nu kunne være håb om at få solgt noget af.
Deres små børn er med i butikkerne, og i boderne hele dagen, de lever et liv så langt fra det barndomsliv vi kender til.
Vores børn får virkelig set livet fra et helt andet perspektiv, og samtidig så gør de præsis det samme, som de små thai børn, de finder på sjov og leg i de omgivelser der er, om så det er midt i Pattayas travle gader.
Vi havde ikke kørt længe, før jeg til moterens larm begyndte at små synge/nynne, første tegn på at jeg virkelig slapper af. Rumle sang med, og Victor sad bag på og mumlede - Ej, åh altså jeg kører med hende der synger!
Vi har allerede på de to dage med scooter oplevet, og set tyve gange mere end vi ville have oplevet til fods. Vi kørte ned langs strand promenaden, og så solnedgangen og Pattayas dagsliv skifte om til aftenen liv. Alt dette i vores eget tempo, op og ned af alle de gader vi ville, og med børn der sidder trygt og godt hos mor og far, og bare ser og sanser alt det vi oplever på vores vej.
Og efter endnu en dejlig dag, fyldt med nye oplevelser drager vi tilbage til vores nye tårn høje hjem, og snupper det sidste af solnedgangen.
Af Tina Ørsted Rosendahl
Du Følge verden som legeplads blog på facebook, og få alle de nye blogindlæg direkte på facebook.
Instagram: verden_som_legeplads
