Her kan man finde alt |
Vi er taget på aftenmarked i Koh Lanta, vi tog en Tuk Tuk da det her marked ligger lidt væk fra byen. Det koster ca en tredjedel af, hvad en tur i Tuk Tuk koster i AoNang (og Phuket er dobbelt så dyr som AoNang)
Der er kæmpe prisforskelle her i Thailand, alt efter hvor man er, og når der ikke står pris på varerne, så er det fordi de laver turistpris og thaipris (Så er man sikker på at blive snydt)
Vi er begyndt at kende basis priserne for varerne, så får vi det ikke til vores pris, så handler vi hos naboen (der er altid 10 der har det samme)
Men en ting der er helt sikkert, lige meget hvor man er, så finder man altid de skønne markeder.
Vi har snart vænnet os til, at rene stole og i det hele taget noget der er helt rent, skal man lede længe efter her i Thailand, og især når man tager på marked.
Jeg tog da alligevel et par sekunder ud af kalenderen, og kommenterede de stole, i ser på billedet over. Man skal jo ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus, for se da lige min søn ved siden af stolene (Det er heller ikke let at spise en is i 40 graders varme)
Det er så hyggeligt at handle på markedet, der er frisk fisk, frugt og grønt over alt og små sjove boder.
Vi får også smagt mange mærkelige ting, tit aner vi ikke hvad det er? For de forstår ikke os, og vi forstår ikke dem (jeg kan ikke huske, om jeg har nævnt tidligere at mange her kan slet ikke engelsk)
Der er sådan en helt special stemning på markedet, folk tuller bare stille og roligt rundt, smager, kigger og handler i fred og ro. Det virker som om de aldrig har travlt, og hvem ved det har de måske heller ikke?
Det smitter ihvertfald, for aldrig før har livet været så roligt, intenst og med så meget solskin før...
Drengene smager noget vi heller ikke ved hvad er? Det var noget fyld i et bambusrør.
Emil guffer en nygrillet makrel (det smager fantastisk) Vi købte chili med hjem i alle former og farver, drengene har nemlig sat sig op til en spisechilikonkurrence i bedste Chiliklaus stil.
Anton faldt for den her pistol (der var hel da han købte den) Det er en klassisk krudt pistol hvor der er runde små krudtpatroner med 6-8 skud I (den minder mig om 80-erne)
Anton var glad for sit fund, og skulle lige fyre et skud af men jeg ved ikke hvordan deres forhold er, til krudt i børnepistoler? Anton skød og der kom et gigantisk lysglimt, pistolen flækkede i to dele, Anton stod med øjne så store som tekopper og samtlige børn var ramt af krudtslam (de var dog for chokeret til at græde over det)
Det var så den pistol, det der ikke var overraskende var, at den havde ca lige så lang levetid som alt det andet legetøj vi køber her. Det går i stykker efter ingen tid, og drengene behøver ikke en tatovering med skriften - det største øjeblik i livet er NU man opdager det bare ofte for sent-for at nyde deres legetøj, de ved at det ER kun NU det virker SÅ NYD DET NU... Det er som en tidsinstillet bombe, alle dele falder simpelthen fra hinanden...
Prisen på det er så heldigvis til at overskue, pistolen gav Anton 3 kr for og med alt det krudt der var brugt på den så fik vi da fyrværkeri nok for pengene.